San Cristobal de las Casas - Chamula
Zinacantan - marked - Frans Blom

Den 7. februar 2014.
1 sukkerrør/rør
Quetzalcóatls fødselsdag og dagen for Hernan Cortes ankomst til Mexico.
En dag, hvor det er godt at tænke sig om. Er man født den dag, er man skarp og kan skære igennem. Dagen er beregnet til at tage det stille og roligt.
Ørneblik.

Landsbyerne omkring San Cristobal de las Casas er præget af fattigdom. Vi skulle besøge to af dem. Først kørte vi til Chamula.

Man har et hus, hvor man sover, hvor der ikke er ild. Så har man et hus med ildsted, men der er ingen skorsten, så røgen skal selv finde ud, hvor den kan. Derfor er der mange der dør af luftvejssygdomme.

Vi holdt lige ved kirkegården og resterne af den gamle kirke der brændte. Der er flere forskellige farver kors på gravene, farven fortæller den afdødes alder.

Hver landsby har deres klædedragt. I San Juan Chamula bærer kvinderne en kraftig sort nederdel.

Ved kirken er der plantet tre træer, det betyder at det er verdens centrum.
I Chamula er kirken en vigtig helligdom, troen er maya-katolicismen, der er accepteret af den katolske kirke, men noget helt for sig selv.

Når man kommer ind, er det første der slår en, at kirkerummets indretning, er meget forskelligt fra det vi kender. Der er ikke nogen form for bænke. Der hænger nogle draperinger oppe i loftet, og på flisegulvet er der strøet fyrrenåle. På de to langsider langs væggene, er der i glasskabe billeder af helgener/shamaner og foran disse, er der placeret en række små borde, med masser af tændte stearinlys på. Oppe i koret er det et alter, hovedbilledet er et billede af Johannes Døberen, han er midtpunkt i kirken, idet det er ham, der udfører ritualet.

Rundt omkring på gulvet sidder der små grupper på 4-6 personer og beder. Foran dem er fyrrenålene skubbet til side, så der er en plet uden, og der står en del tynde stearinlys og brænder.

Kirkerne bruges til at komme i kontakt med guderne, og forklare guderne hvad det er man ønsker. Man opnår kontakt med guderne, ved at drikke noget fusel. Det er mændene der drikker fusel, kun shaman kvinder drikker. Kvinder må først drikke når de er 52 år, og har gennemlevet en kalendercyklus. De fleste shamaner er mænd.

En shaman kan trække dårligdom ud af kroppen, ved at føre stearinlys, æg og til tider en høne langs kroppen i personens aura. Er der nogle dårligdomme trukket ud, slås ægget i stykker i et glas vand, og man kan se hvilken dårligdom man er blevet renset for.

Vi så mange der var i kirken, og vi så også en enkelt, der havde en høne med. Den skulle formodentlig senere ofres.

Anne Marie fik fat i en kvindelig shaman. Jeg ville gerne, have hende til at bede for min dårlige arm, eller hvad det nu var hun gjorde. Hun tog sig nu vist af hele kroppen. Hun messede konstant et eller andet. Hun tog nogle slanke stearinlys og førte den rundt om mig i min aura. Derefter satte hun lysene på gulvet og tændte dem. Nogle gange gik hun på knæ og bad foran en figur hun havde af Jomfruen af Guadeloupe. Hun gned mig med nogle planter, der var kamille i, men muligvis også nogle andre planter. Tre æg kom også en tur omkring kroppen på mig. Til slut fortalte hun mig, at hun kunne se på stearinlysene, at jeg havde det godt.

Vi gik atter op til bussen, for at køre til Zinacantán, en anden lille indianerlandsby i området. Zinacantán betyder flagermusenes by. Vi skulle af med bompenge for at komme ind i byen.

Vi havde aftalt at besøge Paula og hendes familie. Paula er den yngste pige i familien og er ikke gift. Det er for hende en selvfølge, at hun ikke skal giftes, men skal tage sig af sine forældre.

Familien har et lille alter med fyrrenåle i huset, her beder Paulas far, mor og storesøster.

Familiens gårdhave var indrettet som salgssted, med alt det de har vævet og broderet, der er til salg. Else og Torben blev klædt i brudetøj, de havde Anette og Ole som gudmor og gudfar, det indebærer i Mexico, at det er dem, der betaler.

Bagerst i huset lå køkkenet, hvor et par piger demonstrerede for os, hvorledes de laver deres majspandekager.

Efter lige at have lagt dagens indkøb på værelset, gik vi en tur ud i byen, for at se frugtmarkedet.

Vi købte os nogle små bananer, og købte også lige to røde bananer, for at prøve dem.

Vi afsluttede vores bytur med et besøg i et supermarked, der købte vi vand og brød, så havde vi til vores frokost.

Kl. 16.50 mødtes vi alle, for at gå til Jaguarens Hus.

Na Bolom, Jaguarens hus, Frans Bloms hjem hvor han levede, sammen med hans schweiziske kone Gertrude Duby, de sidste år han levede.

Da vi kom derop, så vi først en lille film, derefter fik vi en hurtig rundtur i huset. Vi havde bestilt vores aftensmad deroppe, og skulle spise den i Frank Bloms bibliotek, idet spisesalen var optaget af nogle andre gæster. Det var på trods af ild i pejsen ret koldt, men alligevel var det en oplevelse, at sidde i biblioteket og spise.

Frans Blom blev født i 1893 som ældste barn og eneste søn af grosser Alfred Blom. Som dreng følte Frans sig ensom, uden nære jævnaldrende venner. Han havde svært ved at finde noget der kunne fænge ham. Da spejderbevægelsen kom til Danmark, blev Frans spejder, og der befandt Frans sig godt.
Efter gymnasiet prøvede Frans flere forskellige erhverv. Han startede på universiteter, hvor han læste handel og senere kunsthistorie, men han fuldførte ikke. Så blev han antikvitetshandler og derefter beskæftigede han sig med oliehandel, men intet kunne holde ham interesseret i længere tid, han ville hellere feste og blev ofte set på Palmehaven og d’Angleterre. Allerede i 1910 skrev Frans selv: ”Komme ud i verden og faa et ordentligt knæk, det vilde maaske hjælpe”.

Den 6. februar 1919 sejlede Frans fra København. Han sejlede via New York til Mexico. Den 21. marts ankom han til Vera Cruz, og rejste videre til Mexico by. I Mexico klarede Frans sig i starten med forskellige småjobs. Det var svært for ham, at finde et fast arbejde, men i august 1919 lykkedes det at få job i Mexico by hos Aguila, et amerikansk olieselskab. I oktober samme år, fik han job i Mingtitlán nær Puerto Mexico, i den sydlige del af Den Mexicanske Golf. I starten havde han kontorjob i byen, men i fritiden tog han på jagtture i junglen, hvor han befandt sig rigtig godt.
Efter ½ år skiftede Frans atter job og arbejdsgiver, denne gang til Chas. Martin & Co, som petroleum inspektør. I januar 1921 fik han atter job hos Aguila, denne gang i den geologiske afdeling. Han assisterede geologen, med at lede efter steder, hvor der var chancer for at finde olie. Ved dette arbejde får Frans kendskab til landmåling og korttegning. På udflugter i junglen fandt han fortidsminder og arkæologiske genstande. Han interesserede sig også meget for de indianere han mødte og arbejdede sammen med. I fritiden læste Frans bøger om mexicansk historie og arkæologi, indianske sprog, oliegeologi og landmåling. Han havde let ved sprog, og havde foruden spansk lært sig et par stammesprog.

I 1922 ser Manuel Gamio, direktøren for den antropologiske og arkæologiske afdeling på Mexicos Nationalmuseum, Frans´ detaljerede observationer og skitsetegninger fra mayaområdet, og tilbyder Frans job i hans afdeling. Senere samme år tilbyder Manuel Gamio Frans et job som opsynsmand i tre måneder i ruinbyen Palenque, et drømmejob for Frans. Via mødet med andre arkæologer, bliver Frans tilbudt et femmåneders kursus på Harvard Universitetet i Cambridge, hvor han på to semestre blev cand. mag. i arkæologi. Derefter blev Frans ansat ved Tulane Universitetet i New Orleans, og var med på flere arkæologiske ekspeditioner i Mellemamerika.
I 1932 blev Frans gift med sin første kone, millionærarvingen Mary Thomas. Dette ægteskab holdt kun i 6 år. Et voldsomt alkoholforbrug gjorde, at Frans i 1943 må tage sin afsked fra universitetet i New Orleans.
Derefter flyttede Frans atter til Mexico. Der fik Frans mulighed for at komme på en ekspedition i det sydlige Mexico, for at søge efter steder med vild gummi. Selvom Frans var afsted for at finde gummitræer, så blev der også tid til at kortlægge ruiner, tegne skitser og beskrive alt hvad han oplevede på turen. På ekspeditionen møder Frans fotografen Gertrude Duby også kaldet Trudi, som han senere bliver gift med. De får en lejlighed i Mexico by. Der er dagligt ”åbent hus” i lejligheden, for borgerskabets bedste børn, byens største berømtheder og bohemer, venstreorienterede intellektuelle, mexicanere og europæere.

I 1950 køber Frans huset i San Cristobal de Las Casas. Huset blev oprindelig bygget til en præsteskole, men kom aldrig til at fungere som sådan. Huset skulle have et nyt navn: På Lacandon-Maya kaldes Frans Blom for Baulum. På et andet Mayasprog, Tzotzil kaldes jaguaren bolbo, ikke så langt fra Blom. Frans huskede en lille glad jaguar på en frise både i Tula og i Chichén Itzá. Den jaguar kopierede Frans og fik en pottemager til at lave farvede fliser med denne jaguar på. På hver side af indgangsdøren er der således en glad jaguar, og således kom huset til at hedde Na Bolom, Jaguarens Hus.
Frans starter med det samme med at samle et bibliotek og med tiden kommer han op på ca. 4.000 titler. Han og Trudi planlægger at starte en antropologisk sommerskole, hvor de studerende kunne læse om indianere og ruiner med materialet vandrende omkring lige udenfor vinduerne eller indenfor kort afstand. Men sommerskolen kom aldrig op at stå. Først efter Frans´ død, begyndte der at komme amerikanske studerende til stedet.
Men alligevel går Frans´ drøm om et videnskabeligt centrum i opfyldelse, blot noget mere ustruktureret begynder det at strømme til med besøgende. I 1956 var der besøgende fra 29 forskellige lande. Mest arkæologer, antropologer og sprogforskere, men også andre forskere og kunstnere. Også en del turister finder frem til Jaguarens Hus. Stedet får status som internationalt forskningscenter og Frans og Trudi slipper for at betale ejendomsskat.

I 1957 fik Frans konstateret at han havde et forstørret hjerte. Efter en periode, hvor det gik fremad, fik Frans en nedtur. Han begyndte atter at drikke, til at begynde med, kun når Trudi var ude af huset (hun forhindrede i mange år Frans i at drikke). Den 23. juli 1963 dør Frans hjemme i Jaguarhuset.