Tilbage til Madagaskar forside
|
Tirsdag den 23. september 2025 |

|
Udsigten fra vores hotelværelse. |
|
Vi var godt trætte aftenen før, og jeg orkede
ikke at blive færdig med dagbogen, så da jeg
vågnede tidligt og følte mig frisk, fik jeg lige
skrevet dagen før færdig, så jeg ikke kom bagud. |
|
Også denne dag skulle være en transportdag,
turen er nødt til at starte med to lange dage,
hvor man kører af en ikke supergod vej, da det
er den eneste måde at komme ned til regnskoven
på. |
|
Efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet.
Vi startede med noget, der egentlig var på
programmet dagen før, men vi var for trætte, og
valgte at skubbe det til denne dag. |



| Vi besøgte først et lille værksted, hvor en mand demonstrerede lidt af, hvordan han laver en minicykel, næsten kun af genbrugsmaterialer. |

|
Han havde også andre små hjemmelavede ting,
f.eks. en kalkun der er lavet af en stor
grankogle. |

|
Inde bagved solgte de en del forskellige
broderede ting, og der sad en pige og broderede. |
|
Derefter gik vi få huse hen af gaden, og så et
sted der solgte ting der var lavet af zebu-horn. |






|
Antsirabe er Madagaskars 4. største by. Vi
skulle åbenbart igennem det meste af byen, for
at komme videre på vores tur. |

|
Der var mange forskellige transportmidler i
byen. |



|
Fordi der er så fladt, er det mange der cykler i
dette område. Tsila fortalte, at der hvert år er
et cykelløb i Tana, Der skal cykles en bestemt
strækning, som i alle andre cykelløb, men man
skal så lige have 50 kg. ris på cyklen. |

|
Vi så mange, der kom cyklende med trækul, hver
sæk vejer 35 kg. Mange cyklede med 4, vi så også
enkelte der havde 5 sække med. De var på vej ind
til byen for at sælge trækullene. |
|
En gennemsnitsfamilie, der ikke har gas, bruger
ca. 2 sække trækul om måneden. |

|
Trækul laves i det område vi kørte i. Det laves
af eukalyptustræ, der er en invasiv art, der
gerne skal udryddes. |

|
Sisal plante. |


|
Husene i området er i to etager. I stueetagen er
der produkter og dyr. 1. sal er beboelse, der er
en stue/køkken, et forældresoveværelse og et
børneværelse hvor alle børnene sover. Der er
ikke meget plads, men man lever det meste af
tiden udenfor. |

|
Der er markedsdag i denne landsby hver tirsdag. |



|
En zebu koster fra 1.400.000 Ariary op tl
3.000.000 ariary, alt efter hvor stor den er. |

|
Vi så en mand der gik og pløjede en rismark med
et par zebuer. |




|
Mændene i baggrunden er ved at fylde et stort
hul op i rismarken, de har tidligere gravet ler
ud til mursten, det er det hul der skal fyldes
op. |









|
I denne arena er der ofte Savika, det er en form
for sport. Man finder den største zebu, der er i
området, og lukker den ind sammen med 6-7 mænd.
Det gælder så om at få zebuen lagt ned med de
bare næver. Den mand der får zebuen ned at ligge
har vundet. Der er som regel mange tilskuere til
sådan en kamp. Zebuen kommer efterfølgende hjem
til sin ejer igen. |

|
Vi kørte til en restaurant, hvor vi kunne købe
vores frokost. |

|
Guide/chaufførrum. Der plejer at være fyldt op,
men vi var så tidligt på den, at der ikke var
nogle endnu. Vi kom ca. en halv time inde de åbnede. Det var dog ikke et problem, vi kunne godt bestille og få vores mad. |


|
Ind imellem var der musik til maden, Der blev
spillet traditionel musik med sang og dans. |

|
Da vi skulle afsted igen, stod Thorkild og jeg
lidt og talte sammen ved bilen, pludselig var
der en bag mig der sagde: I taler da dansk. Ja,
det gjorde vi. Det var to danske piger, der
havde lejet et par motorcykler og kørte rundt
uden faste planer. De mente ikke det var så
svært at finde vej, der var jo stort set kun en
vej. |

|
Der laves meget træskærerarbejde i området om
byen, der lå en del butikker der hovedsalig
sælger trævarer. |


|
Vi kom ind i et område, hvor der bor mennesker
med en anden etnicitet. Umiddelbart kan man se
det på måden de bygger deres huse på og deres
beklædning. De bruger ikke mursten, men blander
jorden med vand og bygger nærmest med mudder, vi
tænkte de minder lidt om adobestilen fra det
sydlige USA og Mexico. I dette område går de i
noget meget farvestrålende tøj. Gruppen er så
lille, at den ikke tæller med i de 23 officielle
etniske grupper i landet. |




|
Tsila købte en hat til os hver, han blev nærmest
overfaldet, da de fandt ud af, at han ville købe
noget. |



|
Destilleri, her brygger de noget meget stærk
rom. Vi fik lov til at dufte til det hos en der
solgte, der lugtede nærmest som ren sprit. |

|
Vi kørte videre nedad, men nogle små fotostop
ind imellem. |


|
De graver efter guld, ofte finder de en lille
smule. |




|
Ved skumringstid mødtes vi med en lokalguide
nogle kilometer før det næste hotel. Vi skulle
på mørkevandring efter dyr. Første gang det
puslede lidt, var det en rotte, det var ikke
lige det vi var kommet efter, men efter lidt
tid, kom der en brun muselemur, det er den
mindste lemur der findes. |

|
Det var ved at være så mørkt, at vi havde svært
ved at fotografere den med vores små kameraer. |

|
Derefter gik vi på jagt efter kamæleoner. Vores
guide spottede hurtigt en, vi skulle skynde os
at fotografere den, idet den skiftede farve og
blev brun, når vi lyste på den med en
lommelygte. |

|
Guiden fandt endnu en stor kamæleon. |

|
Derefter lovede han os, at vi skulle se en
babykamæleon, han fandt den, og den var så
lille, at vi aldrig selv ville have fundet den.
Den sad ude på spidsen af en gren, og var kun få
cm. |

|
Lidt efter så vi endnu en unge, dog en lille
smule større. |
|
Det var blevet tid til at køre til vores
overnatningssted, det var en lang dag. Kl. 19.00
tjekkede vi ind, det var 11,5 timer siden vi
kørte fra hotellet om morgenen. |

|
Vi følte standarten af værelserne blev
dårligere for hvert hotelskift, vi håbede det
ville vende ved det næste hotel, |


|
Vi gik ret hurtigt over for at få noget at
spise. Jeg havde selvfølgelig glemt mit kamera
på værelset, så vi fotograferede maden med vores
mobiltelefon. |

|
238 km. |