Antsirabe - Ranomafana National Park

Tirsdag den 23. september 2025

Udsigten fra vores hotelværelse.

Vi var godt trætte aftenen før, og jeg orkede ikke at blive færdig med dagbogen, så da jeg vågnede tidligt og følte mig frisk, fik jeg lige skrevet dagen før færdig, så jeg ikke kom bagud.

Også denne dag skulle være en transportdag, turen er nødt til at starte med to lange dage, hvor man kører af en ikke supergod vej, da det er den eneste måde at komme ned til regnskoven på.

Efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet. Vi startede med noget, der egentlig var på programmet dagen før, men vi var for trætte, og valgte at skubbe det til denne dag.

Vi besøgte først et lille værksted, hvor en mand demonstrerede lidt af, hvordan han laver en minicykel, næsten kun af genbrugsmaterialer.

Han havde også andre små hjemmelavede ting, f.eks. en kalkun der er lavet af en stor grankogle.

Inde bagved solgte de en del forskellige broderede ting, og der sad en pige og broderede.

Derefter gik vi få huse hen af gaden, og så et sted der solgte ting der var lavet af zebu-horn.

Antsirabe er Madagaskars 4. største by. Vi skulle åbenbart igennem det meste af byen, for at komme videre på vores tur.

Der var mange forskellige transportmidler i byen.

Fordi der er så fladt, er det mange der cykler i dette område. Tsila fortalte, at der hvert år er et cykelløb i Tana, Der skal cykles en bestemt strækning, som i alle andre cykelløb, men man skal så lige have 50 kg. ris på cyklen.

Vi så mange, der kom cyklende med trækul, hver sæk vejer 35 kg. Mange cyklede med 4, vi så også enkelte der havde 5 sække med. De var på vej ind til byen for at sælge trækullene.

En gennemsnitsfamilie, der ikke har gas, bruger ca. 2 sække trækul om måneden.

Trækul laves i det område vi kørte i. Det laves af eukalyptustræ, der er en invasiv art, der gerne skal udryddes.

Sisal plante.

Husene i området er i to etager. I stueetagen er der produkter og dyr. 1. sal er beboelse, der er en stue/køkken, et forældresoveværelse og et børneværelse hvor alle børnene sover. Der er ikke meget plads, men man lever det meste af tiden udenfor.

Der er markedsdag i denne landsby hver tirsdag.

En zebu koster fra 1.400.000 Ariary op tl 3.000.000 ariary, alt efter hvor stor den er.

Vi så en mand der gik og pløjede en rismark med et par zebuer.

Mændene i baggrunden er ved at fylde et stort hul op i rismarken, de har tidligere gravet ler ud til mursten, det er det hul der skal fyldes op.

I denne arena er der ofte Savika, det er en form for sport. Man finder den største zebu, der er i området, og lukker den ind sammen med 6-7 mænd. Det gælder så om at få zebuen lagt ned med de bare næver. Den mand der får zebuen ned at ligge har vundet. Der er som regel mange tilskuere til sådan en kamp. Zebuen kommer efterfølgende hjem til sin ejer igen.

Vi kørte til en restaurant, hvor vi kunne købe vores frokost.

Guide/chaufførrum. Der plejer at være fyldt op, men vi var så tidligt på den, at der ikke var nogle endnu.
Vi kom ca. en halv time inde de åbnede. Det var dog ikke et problem, vi kunne godt bestille og få vores mad.

Ind imellem var der musik til maden, Der blev spillet traditionel musik med sang og dans.

Da vi skulle afsted igen, stod Thorkild og jeg lidt og talte sammen ved bilen, pludselig var der en bag mig der sagde: I taler da dansk. Ja, det gjorde vi. Det var to danske piger, der havde lejet et par motorcykler og kørte rundt uden faste planer. De mente ikke det var så svært at finde vej, der var jo stort set kun en vej.

Der laves meget træskærerarbejde i området om byen, der lå en del butikker der hovedsalig sælger trævarer.

Vi kom ind i et område, hvor der bor mennesker med en anden etnicitet. Umiddelbart kan man se det på måden de bygger deres huse på og deres beklædning. De bruger ikke mursten, men blander jorden med vand og bygger nærmest med mudder, vi tænkte de minder lidt om adobestilen fra det sydlige USA og Mexico. I dette område går de i noget meget farvestrålende tøj. Gruppen er så lille, at den ikke tæller med i de 23 officielle etniske grupper i landet.

Tsila købte en hat til os hver, han blev nærmest overfaldet, da de fandt ud af, at han ville købe noget.

Destilleri, her brygger de noget meget stærk rom. Vi fik lov til at dufte til det hos en der solgte, der lugtede nærmest som ren sprit.

Vi kørte videre nedad, men nogle små fotostop ind imellem.

De graver efter guld, ofte finder de en lille smule.

Ved skumringstid mødtes vi med en lokalguide nogle kilometer før det næste hotel. Vi skulle på mørkevandring efter dyr. Første gang det puslede lidt, var det en rotte, det var ikke lige det vi var kommet efter, men efter lidt tid, kom der en brun muselemur, det er den mindste lemur der findes.

Det var ved at være så mørkt, at vi havde svært ved at fotografere den med vores små kameraer.

Derefter gik vi på jagt efter kamæleoner. Vores guide spottede hurtigt en, vi skulle skynde os at fotografere den, idet den skiftede farve og blev brun, når vi lyste på den med en lommelygte.

Guiden fandt endnu en stor kamæleon.

Derefter lovede han os, at vi skulle se en babykamæleon, han fandt den, og den var så lille, at vi aldrig selv ville have fundet den. Den sad ude på spidsen af en gren, og var kun få cm.

Lidt efter så vi endnu en unge, dog en lille smule større.

Det var blevet tid til at køre til vores overnatningssted, det var en lang dag. Kl. 19.00 tjekkede vi ind, det var 11,5 timer siden vi kørte fra hotellet om morgenen.

Vi følte standarten af værelserne blev dårligere for hvert hotelskift, vi håbede det ville vende ved det næste hotel,

Vi gik ret hurtigt over for at få noget at spise. Jeg havde selvfølgelig glemt mit kamera på værelset, så vi fotograferede maden med vores mobiltelefon.

238 km.