Antananarivo - Antsirabe

Mandag den 22. september 2025

Denne dag startede vores rundtur, vi havde aftalt med Tsila, at vi skulle mødes kl. 7.30, så efter morgenmaden fik vi tømt værelset og tjekket ud.

Tsila fortalte os, at strømmen var væk i mange timer dagen før. De tidspunkter han gav os, kunne godt passe med, at lyset forsvandt da vi spiste frokost; og igen da det kort blev mørkt på hotellet ved aftensmaden. På de tidspunkter ændrede hotellet strømforsyningen til deres egen generatoren.
Der bliver som regel slukket for strømmen nogle timer hver dag, for at spare på strømmen, som regel på de tidspunkter, hvor der bruges mest strøm.

Det var blevet hverdag, og trafikken i byen var meget tæt, så det tog lang tid for at komme ud af centrum at byen, vores første mål var et supermarked for at købe lidt forskelligt, men hovedsaligt vand.

En lokal fremstillet øl, vi købte ingen, men Thorkild købte en sådan til aftensmaden denne dag.

Til gengæld købte vi en plade chokolade. Jeg har læst hjemmefra at de skulle have en god kakao på Madagaskar, så vi skulle da lige prøve at smage den lokale chokolade.

Vi fik også købt kaffe til Thorkild, selv om han fik hældt lidt vand i, var det en stærk kaffe.

Derefter kørte vi hen til en benzinstation, bilen skulle fyldes op, vi skulle tisse af og så var vi alle klar til dagens køretur.

Vi kørte ud af hovedstaden og sydpå af Route National 7, der er Madagaskars længste landevej, Route National 7 (RN7). Det blev en oplevelse for sig selv, det er uden sammenligning den dårligste hovedvej, vi nogensinde har kørt på.

Efter yderligere en times kørsel standsede vi ved nogle boder, hvor de solgte forskellige produkter lavet af sisal.

Kort tid derefter holdt vi et lille fotostop.

Vejen var meget dårlig, på et stykke havde de gjort den klar til reparation, og da vi kom længere frem, var de i gang med at lægge et nyt slidlag på vejen.

Et sted ved vejen solgte de levende kaniner. Så kan man selv slagte dem og på den måde få frisk kød. Der er også nogle på Madagaskar, der spiser katte.

Pga. vejarbejdet var vejen spærret i den ene side, så vi holdt og ventede på, at det blev vores side af vejen der måtte køre.

Imens holdt en langdistancebus pause, sådan nogle busser kører non stop fra hovedstaden og ned til Tulear. Det tager 1,5 døgn, de er 2-3 chauffører der kører på skift.

Vi kunne se, at forarbejdet desværre ikke var særlig godt. Hullerne var ikke fyldt ud og den tjære der var kommet på vejen var ikke nået ned i hullerne, så der kom formodentlig hurtigt et nyt hul igen.

Cykelsmeden.

Vi kørte ind et sted for at se en produktion af aluminium. Virksomheden kører rundt i hele landet for at samle aluminiumsskrot, bl.a. motordele og dåser. Det smelter de så om, og laver nye produkter.

Vi gik ind i støberiet hvor vi, så hvorledes de støbte et låg og en gryde.

Der var overhovedet ikke noget sikkerhedsudstyr.

Samtidig med at vi var der, var der en dansk gruppe der var på rundrejse, de rejste med Viktors Farmor.

Der laves en ny støbeform i sandet, den laves over den samme gryde hver gang.

De arbejder fra kl. 8 til 14. På en arbejdsdag kan de lave 18 af disse gryder.

Sække med kul.

Ris-strå.

Familiegravsted.
Liget svøbes i silke og lægges ind i huset. Familien og forfædrene betyder meget, de tror på et liv efter døden. Derfor er det vigtigt, at gravstedet er i området, hvor man har levet.
Hvert 5. år tages liget ud, bliver vasket og svøbt i nyt silkestof.

Til frokost kørte vi ind et sted, hvor Tsila skulle have sin frokost. Vi havde købt lidt brød, som vi ville spise, sammen med vores sidste bananer, så vi sad ved Tsilas bord til frokost, det var næsten ligesom at sidde ved kaptajnens bord.

Thorkild købte en World Cola, det er en lokal Cola..

Inden vi kørte videre, benyttede vi lige stedets toiletter. Ikke vores standart, men vi har set det der var værre andre steder i verden.

Legetøjsbiler lavet af træ og malet.

Vi holdt ind i vejsiden og så, hvorledes de laver deres mursten. Vi var tidligere på dagen, kørt forbi flere steder, hvor der blev lavet mursten.

De graver leret op på rismarkerne på den tid af året, hvor der ikke er vand til at dyrke ris. Det dybe hul bliver så efterfølgende fyldt op med jord/sand.

De har en teknik til at bygge en ovn op på marken, hvor de brænder de tørrede sten.

Vi skulle efter programmet have været på en rundvisning i Antsirabe, men vi var ret trætte så vi nøjes med at køre hen for at se Thermes Hotel, det er bygget af franskmændene i kolonitiden som rekreationscenter for plantageejerne, der havde svært ved at klare varmen på Madagaskar.

Det er næsten til grin, at reklamere med at der var en sikkerhedsboks, men selvfølgelig den var der, med det var den mindste sikkerhedsboks, vi nogensinde har haft på et hotelværelse.

I det hele taget var vi ikke imponerede over værelset.

Udsigt fra værelset.

Græskarsuppen var alt for sød.

165 km.