Mount Bromo - Kalibaru

Den 19. marts 2015

Kl. 3.30 blev vi vækket, og kl. 4.00 var vi klar til at køre med nogle Jeeps på morgentur. Vi skulle ud at se solopgangen over Penanjakanbjerget.

En køretur op og ned – mest op - gennem hårnålesving og ad meget stejle veje i en ikke helt ny Jeep, så ind imellem kneb det lidt at komme op.

Da vi kom frem kunne vi se, at der var ret mange, der havde fået samme ide som os, så der stod den ene Jeep efter den anden overalt, hvor der var mulighed for det.

Vi stod ikke så vi kunne se solen skinne ned i krateret, men da solen var stået op, var vi henne ved kanten for at se ned.

Man kan lige ane trapperne på vulkanen, der skulle vi op lidt senere.

Fra udsigtspunktet fortsatte vi ad snoede bjergveje ned i krateret.

Det var planen, at vi skulle en tur op på Bromovulkanen. Der måtte ikke køre Jeep helt hen til trapperne, så da de ikke måtte køre længere, stod vi ud af bilerne og gik videre.

Først var der et fladt stykke vi gik på, derefter så blev det stejlt og ret ujævnt. Man kunne købe en hestetransport op til trapperne, men pga. min allergi/astma var det jo udelukket for os. Det sidste lange stykke var der trapper. Det var ret hårdt at komme derop, luften var tynd og det krævede mange kræfter for mig at komme op – men op kom jeg.

Oppe på kanten kunne vi se ned i det rygende kraterhul.

Nå, men vi skulle jo ned igen, og ned kom vi da.

Vi kørte tilbage til hotellet, hvor vi havde 45 min. til at pakke og få morgenmad. Morgenmaden var bestemt ikke den bedste vi har fået – tværtimod.

Så var det atter tid til at køre med de små busser ned til ”vores” bus.

Efter at have kørt nogen tid punkterede vi. Det gav så lige en lille ekstra pause udenfor bussen. Der kom en handlende forbi med durian frugter, de lugter med skulle efter Aris udsagn smage himmelsk. Han købte en, og vi fik mulighed for både at lugte og smage, og fy da, hvor den stank. Jeg tror ikke der var nogen af os der syntes den smagte himmelsk, men den smagte betydelig bedre end den lugtede.

Det var en attraktion for beboerne i området, at der gik nogle høje lyse mennesker rundt.

Bilen fik skiftet til reservehjulet og vi kørte videre.

Det begyndte at regne.

Albizia træ. Lastbilerne kører ret langsomt, derfor kører de kun om natten. Albizia træ er meget hurtigtvoksende og dermed blødt. Det bliver brugt til paller, papir, tandstikker og tændstikker.

Vi holdt en lille pause, og da var det tørvejr.

Da vi havde kørt lidt mere begyndte det igen at regne.

Da vi kom frem til det sted, hvor der var bestilt frokost til os, var det holdt op med at regne.

Da vi skulle ud i bussen igen, var det atter begyndt at regne. Alt i alt var vi på denne våde dag ret heldige med vejret.

Vi kom frem til vores hotel i Kalibaru i tørvejr. Det er et gammelt hotel, bygningerne stammer fra kolonitiden. Selv om det ikke var et superhotel, var vi meget glade for det, sammenlignet med det vi kom fra oppe ved Mount Bromo. Den største ulempe var, at der var mindst tre minareter indenfor høreafstand, de kaldte alle til bøn sent om aftenen, og startede igen før kl. 4 om morgenen.