Yogyakarta - Borobudur

Den 17. marts 2015

Efter morgenmaden kørte vi til sultanens palads i Kraton, den gamle bydel i Yogyakarta. Det vil sige, vi kørte til en busterminal, derfra skulle vi med nogle shuttlebusser det sidste stykke.

Selve paladsområdet er meget stort, og i nogle af bygningerne bor den nuværende sultan og hans familie, ca. halvdelen af området er offentligt tilgængeligt.

Brudestol, der er til at bære medgiften i.

Så længe et barn er helt spæd, må det ikke røre jorden, og bliver hele tiden båret. Når barnet er 210 dage gammelt, må det røre jorden for første gang. Barnet bliver sat i sådan et bur, sammen med nogle forskellige ting. F.eks. vand, fisk, smykker – det barnet tager i hænderne som det første er et varsel om barnets fremtid.

Paladsansatte, de er alle klædt ens.

Den nuværende sultan er sultan nr. 10. Da Yogyakarta gik sammen med resten af Indonesien, var det på betingelse af en vis del selvstyre. Sultanen er Yogyakartas guvernør, og han bliver ikke valgt til embedet, men har arvet den. Den sultan der er der nu, har kun en kone, de har fem børn, det er alle piger, og de kan ikke arve titlen. Sultanen har forbudt, at der bliver talt om, hvem der skal efterfølge ham. Men der diskuteres alligevel om, hvem af hans brødre der skal overtage efter den nuværende sultan.

Paladset er opført i traditionel javanesisk stil og er forsat sultanens herskabelige bolig.

Receptionsbygning.

De tre religioner, hinduisme, buddhisme og islam er her forenet. De to krydser er et 7-tal på hindu, en lotusblomst er buddhismens symbol og minareten symboliserer islam.

Den nuværende sultan/guvernør og hans familie.

Disse mænd sidder blot og venter på, at der er brug for dem til et eller andet arbejde i paladset. Det er en ære at arbejde i paladset og det er ulønnet. Derfor er det pensionister som har råd til at ikke at tjene penge, de møder frivilligt op, for at bevare traditionen.

Vi blev atter kørt ned til bussen, og kørte videre til et af de mange steder der laver batik. Via nogle billeder på væggen, kunne vi se, hvorledes batikprocessen er. Der var også nogle der demonstrerede/arbejdede med batik på stedet.

I et tilstødende lokale, var der en butik, der handlede med batik, både stof i metermål, og færdige produkter.

Det var blevet frokosttid, så vi kørte til en restaurant der lå ved en sølvsmedje.

Efter maden var vi over i sølvsmedjen for at se, hvorledes der laves sølvarbejder på Java bl.a. filigran.

Der lå også en lille butik, hvor de solgte kaffe. Bl.a. solgte de Luwak-kaffe, hvor desmerdyr har spist kødet omkring kaffebønnen. Når bønnerne kommer ud igen, renses de og bruges til noget meget dyrt og efter sigende godt kaffe. Ali kaldte det lortekaffe.

Formiddagens køretur.

Så gik turen udenfor byen til Borobudur, som er verdens største buddhistiske tempel og regnes for et af verdens vidundere.

Det er et kunstigt bjerg, bygget af 60.000 kubikmeter sten. Templet er bygget mellem år 778 og 850. Kort tid efter det var færdigt, blev det forladt, glemt og begravet af aske fra Merapi vulkanen. I begyndelsen af 1800-tallet blev templet genopdaget.

Templet skulle ligne Indiens hellige Merubjerg, med en række firkantede og runde terrasser forbundet af fire hovedtrapper. Bestiger man templet afsats for afsats i urets retning, følger man pilgrimmenes foreskrevne vej til toppen, en symbolsk renselse gennem den tantriske buddhismes tre sfærer. Det er en tur på 5 kilometer, der fører forbi 1500 relieffer, som illustrerer Buddhas lære, og 1200 dekorative relieffer der gengiver livet på Java i det 8. og 9. århundrede. På de øverste åbne terrasser findes mere end 70 stupaer. De fleste med siddende statuer af den unge Buddha.

Vi nøjes med at gå lige op og ned igen, idet vi ikke havde tid til den lange pilgrimsvandring rundt og op. I klart vejr, skulle man kunne se 7 vulkantoppe, men ofte er der, som da vi var der, hvor skyerne dækkede for udsigten.