Palo Duro Canyon State Park

Søndag den 23. september 2018

Morgenmaden var den hidtil mest skrabede, men det var også det billigste hotel, så det var jo ikke uventet.
I det hele taget er den morgenmad, man får på hotellerne ikke, hvad vi danskere vil kalde et imponerende morgenbord, men man får noget i maven.

Da vi havde tjekket ud, kørte vi ud til Stanley Marsh’s Cadillac Ranch, det ligger lige op til motorvejen. Vi var kørt forbi dagen før, men holdt ikke ind, da var der rigtig mange biler og besøgende derude.

Vi forventede, at der var lidt mere roligt her søndag morgen, og det var korrekt.

Mange personer har spraymaling med, og maler på en eller flere af bilerne. Som følge deraf, var der et stort svineri af tomme flasker og andet i området også på den omkringliggende mark.

To gange hvert år, bliver bilerne malet hvide, derefter kan man starte forfra med at male.

Vi havde talt om, at vi på denne ferie kørte i den største bil, nogen af os nogensinde havde kørt. Det ville være svært at finde brede nok parkeringsplader til den derhjemme, men i Amerika er bilerne generelt større, og på veje og parkeringspladserne er der generelt masser af plads.

Ved en lysregulering, havde vi denne bil ved siden af os, den er en del større end den vi kørte i, så jeg sagde til bilen, om den forsøgte at give os mindreværdskomplekser.
Til det svarede Thorkild, at han kiggede bare til den anden side – det gjorde vi så begge, og der holdt der så bare en endnu større bil. Det var lige en god morgenlatter.

Vi kørte til Pale Duro Canyon State Park, en canyon der skulle være den andenstørste i USA. Til modsætning til Grand Canyon, skulle vi kunne køre nede i et stykke af denne.

Vi startede som så mange gange før, med at køre til Visitor Centeret, men da vi kom frem var der lukket. Det viste sig, at om søndagen var der kun åbent fra 13.00 – 17.00.

Vi kørte derfor videre ind i parken, og gjorde holdt ved en Trading Post, hvor vi købte et par småting.

Vi kørte videre og holdt en del fotostop.

Et af de steder vi stoppede, gik Thorkild en lille tur.

Der er i denne del af parken mange campingpladser og rekreations områder. Vi kørte ind et sted med masser af borde og bænke, her fik Thorkild øje på en Road Runner, så ud af bilen med Lønne, og hun startede med at fotografere, imens Thorkild parkerede bilen.

Det viste sig at der var tre der holdt til i området, og de blev ikke skræmt af, at vi stille gik rundt.

Efter en del billeder og lidt film besluttede vi os for, at vi ville spise frokost dette sted.

Vi kørte videre, og på vores vej så vi så en kalkun krydse vejen, den skulle da også lige foreviges.

Da vi kom i nærheden af Visitor Center havde klokken passeret 13.00 og vi besluttede derfor lige at kigge derned.

Vi gik ned fra en stor parkeringsplads, da vi skulle videre, hentede Thorkild bilen og samlede mig op, så min stakkels ryg blev fri for, at jeg skulle gå op ad den stejle vej.

Vi forlod parken, og begav os mod Shamrock, hvor vi skulle overnatte en nat.
Også i dette område var der masser af vindmøller.

Vi kørte af motorvejen for at holde et fotostop ved det skæve vandtårn i Britten.

Vi kørte videre til hotellet i Shamrock og fik tjekket ind på hotellet.

Værelset var fint til de penge vi betalte for det, men køkkengulvet var beskidt/fedtet og vi kunne lave kaffe, men der var kun en kop til to personer.

Shamrock er en lille by, og der var ikke noget egentlig supermarked, men en Family Dollar, hvor man kunne købe lidt madvarer. De har ikke frisk frugt sådan et sted, og udvalget af færdigretter var meget begrænset.
Da vi ikke ville bruge tid på en restaurant denne aften, måtte vi finde noget take away. Det blev til noget Mc. Donalds denne gang.

310 km.