Tilbage til Hav, bjerge og ørken forside

Kingmann - Needles

Fredag den 4. oktober 2024

En stor gruppe motorcyklister fra Canada boede også på hotellet, så der var trængsel ved morgenmaden, personalet havde travlt med at fylde op og tørre af.

  

Vi gav os god tid om morgenen, denne dag var der ikke meget på programmet. Det var der heller ikke den næste, men ruten var for lang, til at vi vil samle de to strækninger til en dag.

   

Kl. 8.20 forlod vi hotellet. Vi startede med at købe benzin, så tanken var fyldt op, inden vi atter kom ind i Californien til den dyre benzin.

   

Da der ikke var handlemuligheder i den by hvor vi skulle overnatte, var vi også lige en tur i Safeway.

   

   

   

Derefter kørte vi ned i den gamle bydel, der er det gamle elværk lavet om til turistinformation og museum for Route 66.

       

Kingman kaldes hjertet af Route 66.

  

Vi besøgte museet der var meget fortællende.

   

   

For det meste var vognene  fyldt med oppakning, og man gik ved siden af vognen.

   

Ruten vi kørte dagen før.

Den rute vi skulle køre senere sammen dag.

Under den store depression, hvor mange kørte mod vest, var det ikke ualmindeligt at familierne camperede om dagen og søgte skygge, for at køre om natten, hvor temperaturen var lavere.

      

 

     

   

   

     

 

Allerede dengang var det almindeligt med Biscuits og Gravy, det som ofte bliver serveret til morgenmaden.

     

Der var mange billeder af rejsende familier, billederne er meget fortællende.

       

   

 

Derefter så vi en film om det stykke af Route 66 der går gennem Arizona.
Filmen var fra 2011, den varede en hel time, det er nok lidt i overkanten, at bruge så meget tid til en informationsfilm.

     

Sikkert fordi det var det gamle elværk, var det en udstilling med gamle elbiler.

   

 

Efter museet kørte vi videre på vores tur. Route 66 som vi kørte på dagen før, løber yderligere et stykke mod sydvest. I alt er det samlede stykke 220 km.

      

I starten fulgte motorvejen den gamle Route 66.

 

Et langt fladt stykke i ørkenen, der var en del beboelse på strækningen.

   

     

Det tyder på, at når der kommer regn, så samler det sig på/ved vejen.

 

Han kom åbenbart ikke længere. 😊

      

     

Vi havde ikke forventet mere bjergkørsel, men vi tog fejl. Der var mange sving og op og ned.

   

Et par steder holdt vi et fotostop.

   

 

       

Murals and Memorials – mindepark.

   

Denne strækning var i 1920-erne og 30-erne meget farlig, det var ikke ualmindeligt at hyre en mand der kendte ruten, til at køre den. Pga. den måde benzintilførslen var i bilerne, skulle nogle biler bakke op af bjergvejen

   

   

      

Ved Oatman parkerede vi bilen og gik en lille tur.

    

Byen har fået navnet efter Olive Oatman, der som 13-årig i 1851, blev fanget og gjort til slave af indianer. Hun blev senere solgt eller byttet til Mohavestammen som adopterede hende, og tatoverede hendes ansigt efter stammens skik. I 1856 blev hun løsladt.
Oatman voksede op omkring en guldmine, og på et tidspunkt var minen blandt de største i guldminer USA. I 1941 lukkede de sidste miner i området, derefter levede man af de rejsende der kørte mellem Kingman og Needles. De blev kortvarigt, for i 1953 blev motorvejen mellem de to byer bygget, og i 1960-erne var Oatman næsten forladt.

    

   

Der går en del løse/vilde æsler i byen. De har fundet ud af, at de kan redde sig lidt mad der.

   

Der står stadig en del gamle bygninger i byen, desværre er de skæmmet af, at de nu bliver brugt til forskellige forretninger, men ellers var det hele nok bare forfaldet.

   

I 1921 brændte en stor del af byen, byens hotel, der er bygget i 1902, undgik flammerne og står stadig.

Af dette skilt fremgår det, at vi indtil da, havde været gennem 191 sving.

      

Vi så mange forladte huse i byen, for tiden skulle der bo 87 personer i byen, med en gennemsnitsalder på 71,2 år.

  

Vi gik tilbage mod bilen igen.

   

       

Thorkild var ikke meget for at gå ind i cellen, jeg tror han var bange for, om jeg skulle lukke døren efter ham.

   

   

På vores videre kørsel, så vi en del æsler på vejen.

    

      

Lost Lake, der har et udløb til Coloradofloden.

   

Coloradofloden danner grænse mellem Arizona og Californien.

   

   

Vi drejede atter ind på Route 66 og kørte på Route 66 til Needels, vi kørte til en restaurant, hvor vi kunne købe vores frokost.

   

   

Da vi havde spist, kørte vi hen til vores hotel, vi var der en time tidligere, end man kan tjekke ind, men vi forsøgte, og værelset var klar til os, det var jo heldigt.
Dette var den billigste overnatning vi havde på hele turen. Vi kunne ikke rigtig huske, hvad vi havde bestilt, så vi var spændt på at se, hvad vi fik.

   

Vi kom ind i et rigtig godt rum, godt nok en seng, vi foretrækker to, men har også nogle gange bestilt med kun en seng, for at få en sofa eller lignende.
Vi var rigtig godt tilfreds med dette.

    

Thorkild gik ind for at tjekke badeværelset, han kaldte på mig. Vi havde endnu et rum, med to senge 😊 Der skulle vi overnatte! Desværre skulle vi kun skulle være der en nat.

   

Vi tjekkede, hvad vi havde bestilt, det skulle iflg. beskrivelsen være med to senge og en sofaseng, sofaen var så bare i dette tilfælde en seng, det var den også på billederne ved beskrivelsen.

      

Lidt senere, da poolen var kommet i skygge, var vi nede at svømme lidt. Da vi kom op igen kl. 17.00, var temperaturen 41 grader C, så vi havde ikke lyst til at være i solen.

   

124 km.