Tilbage til Hav, bjerge og ørken forside

Route 66 mod øst

Torsdag den 3. oktober 2024

   

Også her blev der hele tiden fyldt op og holdt rent ved morgenmaden.

      

Denne dag skulle vi blot på en lille udflugt. Vejstrækningen mellem Seligman og Kingman er den strækning, hvor mest af den originale Route 66 er bevaret, den strækning ville vi køre fra øst til vest.
Ca. 8.20 kørte vi ad motorvejen til Seligman.

Mon ikke det til højre er en sidevej? Den ligger i hvert fald ved siden af.

       

Dette må være en højslette, vi var 1.620 meter oppe. Kingman, hvor vi boede, er ca. 1.000 meter oppe.

   

   

Vi kørte lige en tur gennem Seligman, vi var der også i 2008, og vi synes at byen er forfaldet en del i mellemtiden.

   

Det blev så det mest østlige punkt på denne rejse, vi vendte bilen, og kørte retur og videre af Route 66.

  

   

   

   

The Roadkill Café, det var ikke spisetid endnu, så vi nøjes med at fotografere, vi havde jo heller ikke noget med, de kunne stege for os.

   

Route 66 stammer fra 1920’erne, da bilerne for alvor kom frem. I starten var det en jordvej, men da trafikken steg, begyndte man at asfaltere ruten, og i 1938 var der fast underlag hele vejen fra Chicago til Los Angeles. Ruten fik sit navn i 1926.
I 1956 blev det besluttet at lave at nationalt hovedvejssystem i USA, det blev dødsstødet for den oprindelige Route 66. Det nye motorvejssystem blev bygget, så den nye vej kun nogle steder ligger, hvor den gamle Route 66 lå, derfor ligger der stadig nogle steder brudstykker af den gamle Route 66.

I 1987 anerkendte Arizona vejstrækningen fra Seligman til Kingman som Historic Route 66. Det blev starten for Historic Route 66, der nu er turistmagnet hele vejen fra Chicago til Los Angeles.
Vi har tidligere kørt på brudstykker af vejen, det må blive et vinterprojekt at lave et kort over de steder på Route 66, vi har kørt.
Vi talte om, hvordan det mon har været, at køre på denne strækning i 1920’erne og 30’erne, med en af datidens biler fyldt med familien og alt den oppakning der kunne være, både inde i bilen og udenpå.
Vi besluttede, at når vi kom hjem igen, ville vi prøve om vi kunne leje Vredens Druer som film på biblioteket. Filmen beskriver bl.a. den hårde rejse tværs over USA til Californien i 1930’erne.

   

Vi havde i længere tid kunnet se røg i det fjerne, det viste sig at være en lille naturbrand, som så ud til at være under fuld kontrol.

   

   

   

Vi kom forbi nogle små bysamfund, bl.a. Peach Springs, der lå i et indianerområde.
Vi var 1561 meter oppe, og der var 28,5 grader.

   

   

   

Ved Hackberry General Store standsede vi lidt, der så helt tomt ud, så vi var i tvivl, om der var åbent. Det var der, og inden vi forlod stedet igen, var der masser af mennesker.

   

    

    

   

   

       

   

   

   

Outpost Saloon, ved Antares.

   

   

Nær Mohave så vi en del marker, hvor der var plantet et eller andet. Vi undrede os over, hvor mon de får vand fra til det, vi var trods alt over 1.000 meter oppe i ørkenen.

       

   

   

De vi kom til Kingman, kørte vi ned i den gamle bydel, hvor jeg havde spottet en Quilt Store, jeg ville besøge.

   

Den var dog ikke særlig stor, men der kom da lidt med hjem til stofsamlingen.

   

   

Derpå kørte vi hen til et sted, hvor vi kunne købe vores frokost.

       

Det viste sig, at de kyllingestykker jeg bestilte var fyldt med panering, det var desværre lidt mere besværligt at fjerne, end det vi måtte fjerne dagen før.

Derpå kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi slappede af resten af dagen.

Dette var det første hotel, hvor der lå aviser, så Thorkild fik læst lidt nyheder, der stod bl.a. at det område i befinder os i, er det varmeste i USA lige for tiden. Han løste også en amerikansk sudoko. J

   

Vi var også en tur i hotellets pool, den var indendørs.

263 km.