Tilbage til Hav, bjerge og ørken forside

Sequoia NP

Søndag den 29. september 2024

Denne morgen kørte vi fra hotellet ca. 8.15. Vi skulle på udflugt til Sequoia National Park, der ligger i forlængelse af King Canyon National Park, hvor vi var dagen før.

      

Vi kørte på hovedvejen gennem byen, vi havde nu ikke meget fornemmelse af, at det var midt i byen, men det kan ses på billedet af vores navigation.

   

Vi skulle atter på bjergkørsel, dog ikke så meget denne dag.

   

   

Der var lidt ventetid ved indkørslen til parken, men den undgik vi, ved at køre gennem indgangen for dem der havde betalt, vi havde jo købt et adgangskort til alle National Parker.

   

Vores første stop var ved Foothils Visitor Center.

       

Kort derefter holdt vi ved Tunnel Rock, hvor et stykke klippe ligger, så der er en gennemkørsel under.

       

   

   

Vi kørte videre opad, vi standsede en enkelt gang for at tage lidt billeder, men lysforhold og dis gjorde det vanskelig at tage billeder af udsigten.

   

   

Ja, så håber vi bare der kommer nogle, vores forhåbninger var dog ikke store.

    

   

       

      

Vi parkerede bilen ved Giant Forrest Museum. Der var en udstilling der fortalte om Sequoia træerne og en lille film.

Vi gik ud fra museet, næsten samtidig med, at en Ranger udenfor begyndte at fortælle om træerne, det hele samlet var meget oplysende og interessant.
Sequoia træerne vokser kun oppe i højderne i et begrænset område af Sierra Nevada bjergene.  Træerne får deres vand fra de store snemængder, som vander træet, når vandet strømmer forbi rødderne. Jorden er ret sandet, så den holder ikke på vandet. Træerne kan ikke vokse længere nede, der er jorden for god til dem.
Sequoia træet har en meget tyk bark, og det er i den yderste del at træet er levende, den inderste del er kun til stabilitet, og bliver træet hult, kan det sagtens leve videre i mange årtier.
Træerne har nogle meget små kogler, de kan sidde på træet i op til 20 år før de falder ned. De er grønne, og først når de får varmen fra ild tørrer de, så koglen kan åbne sig og smide store mængder frø.
Sequoia træet er afhængig af ild, og gennem tusinder af år har der være naturbrande med 15-20 års mellemrum. Træet udvikling afhænger meget af, hvornår der i dens vækst der er ild, det er med til at styrke træet. De andre typer træer der vokser omkring dem, giver næring til sequoia træet som aske.
Den meget store brand der var i 2021 vandrede fra King Canyon National Park ned i Sequoia National Park, og standsede først nede ved visitorcenteret. Ilden standsede der, pga. der tidligere havde været naturskabte brande, så der var ikke noget der kunne brænde.

       

Dette træ bliver kaldt Sentinel, det er ca. 2.200 år gammelt. Træet har en skade, og man kan se det har været udsat for ild, det er sket engang før området blev til National Park i 1890. På den måde barken runder om skaden, kan man se, at barken gror hen over den skadede del.

      

De fleste af hullerne der er i træet, er hvor grene er faldet af træet, resten er lavet af dyr.

Tæt på Sentinel træet står et ungt træ, det er højst 20 år gammelt, idet der før den tid, var parkeringsplads på stedet.

   

For at visualisere træets højde, er der lavet en markering på asfalten, der er lige så lang, som træet er højt (78 m).

   

   

   

Vi kørte videre ned til Tunnel log, hvor man kører gennem et væltet træ. Da vi kom derned, var der lidt trafikkaos, idet de mange lige skal have et billede af deres egen bil under træet, og nogen tog ret lang tid om at få det billede taget.

      

Vi nøjes med at køre igennem, og tage billeder og en lille film af andre der kørte igennem.

   

Da vi kørte tilbage mod den gennemgående vej, var der pludselig lang kø fra begge sider, og folk var stået ud af bilerne, for at fotografere. Det viste sig, at det var fordi der var en bjørn lidt nede i skoven, så vi skulle da også lige have lidt billeder til samlingen.

       

       

   

Vi fandt ned til stien der førte ned til General Sherman Tree, der i volumen er verdens største træ. Fra starten af stien er der en gåtur på 700 m. for at komme ned til træet, der er samtidig en højdeforskel på 65 m. skiftende mellem trapper og stykker hvor det skråner.

    

   

General Sherman er kun 84 meter høj, Redwood træerne i vest Californien er højere, fordi de kan trække fugten fra luften, men de er så ikke nær så tykke.

          

General Sherman er ca. 3.200 år gammelt, har en omkreds på 31 m. og en max. diameter på 11 m.
Der er 1497 kubikmeter træ i dette ene træ og det skulle have en samlet vægt på 1.256 tons.
De grene der er i toppen har en diameter på op til 2 m.

 

Det store hul i stammen er skabt efter en gren er faldet af.

  

 

Det ser ud som om den ene gren er på tykkelse med stammen på mange af de træer vi har i Danmark.

   

Jeg kunne ikke komme langt nok væk til at kunne have hele træet på et billede. Thorkild foreslog at jeg kunne sætte to billeder sammen.

   

   

 

       

   

  

Der var en lang kø for at komme til at tage et billede af familien ved træet.

Dette ene træ havde lidt harpiks, det så vi ellers ikke på træerne.

       

Vi gik tilbage til parkeringspladsen, det var noget hårdt at komme op igen.

Tidligere havde vi set et picnicområde, så det kørte vi hen til for at spise vores medbragte mad.

      

Da vi var klar til at spise, manglede vi noget bestik. Det lå lige så fint på hotellet og grinte af os. Men, vi er vel opfindsomme, man kan sagtens smøre makrelsalat og smøreost på med en gulerod.

       

Dagen før havde været en meget lang dag, så vi havde besluttet, at forkorte denne dag, så i stedet for at køre en anden vej tilbage til hotellet, kørte vi samme vej tilbage.Dagen før havde været en meget lang dag, så vi havde besluttet, at forkorte denne dag, så i stedet for at køre en anden vej tilbage til hotellet, kørte vi samme vej tilbage.

   

   

Et område der blev hærget ved branden i 2021.

   

   

   

Denne bjergvej havde autoværn over store strækninger, i modsætning til de fleste andre bjergveje vi havde kørt på indtil da på turen.

      

Vi holdt nogle fotostop på vejen ned, desværre var der stadig noget diset.

   

   

Vi kørte langs med Lake Kaweah, det var tydeligt, at der var en meget lav vandstand, det er en opdæmmet sø. Jeg har læst, at søens primære formål er oversvømmelseskontrol, derfor holdes den på et meget lavt niveau eller næsten tom det meste af året.

   

 

   

 

   

   

Det blev varmere og varmere da vi kørte ned fra bjerget, så da vi kom til hotellet, var det dejligt med en tur i hotellets pool.

   

197 km.