Tilbage til Hav, bjerge og ørken forside

Redwood NP

Tirsdag den 24. september 2024.

Morgenmaden var ok, men så var den heller ikke bedre. Kaffen var rigtig amerikansk, meget tynd.

      

Der var som forventet koldt, så godt klædt på startede vi fra hotellet ca. kl. 8.00.

Morgendis.

   

Selvfølgelig var der også vejarbejde på den strækning vi skulle køre denne dag. Den ene strækning med vejarbejde, varede ca. 3 miles, og der kørte blot en enkelt mand og raspede striber af.
Det virker for os lidt overdrevet, den måde vejarbejdet er afmærket og spærret på, såfremt det kørte på den måde i Danmark, ville der lyde et ramaskrig, men her virker det til at være accepteret.
Vi var på vej til Redwood National Park. Den er delt i to afdelinger, den nordlige del besøgte vi kort på vores ferie i 2015, denne gang ville vi bruge nogle timer i den sydlige del.

   

Vi kørte ind til Kuchel Visitor Center, den ligger ud til havet, lidt inden parken.
Vi så en kort film, der fortalte lidt om parken og historien om fredningen af området. Redwood National Park er oprettet i 1968.

   

Fra Visitorcenteret var der adgang til at gå ned til havet, det benyttede vi os af.

       

Denne strand har noget meget mørkt sand.

   

   

Stillehavet var ikke særligt stille denne dag.

Jeg bliver altid fascineret af bølgerne der bryder, og kan bruge lang tid på at betragte det, men vi havde jo også andet på programmet, så vi vendte tilbage til bilen.

      

Vi startede med at køre til Lady Bird Johnson Grove, der gik vi blot en kort tur, da vi skulle bruge kræfterne et andet sted.

   

   

   

   

   

Vi kørte videre, og lige hvor det næste vejarbejde startede, drejede vi af ind på en vej, som lidt senere var spærret, det voldte en flok motorcyklister lidt overvejelser, så vi måtte vente lidt på de fik sig besluttet for, hvad de ville, før vi kunne komme videre.

   

Vi parkerede ved Elk Meadow, hvor vi ville gå turen på Trillum Falls Trail. Et loop på 4,5 km, i kuperet terræn.

   

Der stod det ene store/høje træ ved siden af den anden. Vi følte os så små i denne skov.

   

   

Når et træ vælter eller dør, kommer der ofte rodskud lige omkring hvor det oprindelige træ stod. Derfor er der ofte små klynger af træer, som alle kommer fra den samme rod. Man kalder disse grupper for søstertræer eller familietræer.

      

   

Thorkild står under roden på et væltet træ.

       

   

   

   

Vi kom frem til vandfaldet, som en sagde til os på vejen derhen, det var ikke Niagara Falls, men der var da et vandfald.

   

,

Dagens opgave: Find Lønne!

   

   

   

   

Man er nødt til at have en person med på billedet, for blot at give et indtryk af, hvor store træerne er.

   

 

     

Inden et træ går ud, bliver det ofte hult i midten. Thorkild står inde i et hult træ, hvor der er masser af plads omkring ham.

      

 

Vælter der et træ, får det lov til at blive liggende, hvor det faldt. Sådan et væltet træ, giver næring til en masse nyt liv. Såfremt et træ vælter ned over en sti, saver man lige et hul i stammen, der hvor stien er, resten får lov til at blive liggende.

     

Der var et område, hvor mange af træerne var sorte efter en brand. Såfremt barken er hel på et Redwood træ, kan træet sagtens overleve at underskoven brænder. Mange ældre træer med skader i barken, lever også videre efter en brand, men med tiden bliver de hule, noget af træet begynder at rådne og til sidst vælter de.
Vi så mange brandskadede træer, hvor der stadig var liv i den øverste del.

     

   

   

     

En banansnegl, de er meget populære, i salgsafdelingen på visitorcenteret solgte de dem som krammedyr i forskellige størrelser.

   

Det tog os to timer at gå de 4,5 km. men der var også meget op og ned, og der blev taget rigtig mange billeder.

      

Ved parkeringspladsen holdt en lille flok dyr siesta. Amerikanerne kalder dem Elk.

   

Imens vi var på gåtur var temperaturen steget og i løbet af de næste timer steg den yderligere, så vi havde pludselig rigeligt med tøj på.

       

Vi kørte hen til Elk Prairie Campground, der var et picnicområde, hvor vi kunne spise vores frokost. Der spiste vi blandt andet det sidste af vores rugbrød, vi havde haft med hjemmefra.

   

   

   

Vi var ved at være mætte af indtryk, men holdt lige ind ved Big Tree Wayside.

Ud fra de mål der stod om træet fandt vi ud af, at det lille værelse vi har derhjemme, kunne stå inde i træet, såfremt det havde været hult.

  

Det var kun lige meningen, at vi ville fotografere det store træ, men nogle skilte lokkede os til at gå en lille tur.

    

   

   

   

Vi begyndte kørslen tilbage mod Eureka, ved det ene vejarbejde var der en megalang kø, vi kunne ikke se til starten af køen, og der kom mange biler til efter os, inden vi fik lov til at køre videre.

 

Vi valgte at køre ud på tangen mellem Arcata Bay og Stillehavet.

Enkelte steder var der allerede pyntet op til Halloween.

       

I Eureka kørte vi lige gennem Old Town, forbi to victorianske huse. De er bygget af tømmerbaronen William Carson.

 

   

Det lyserøde er bygget i 1884 som en bryllupsgave til Carsons søn.

217 km.