Craighead Caverns

Tirsdag den 12. september 2023

Morgenmaden på dette hotel var helt i orden, der var et rimeligt og godt udvalg.

Denne dag var næsten ren afslapning. Lidt efter kl. 9 kørte vi fra hotellet, vi ville besøge Craighead Caverns, hvor der er en sø under jordoverfladen.

Da vi kort tid efter kom frem, fik vi købt billetter til en guidet tur under jorden. Turen startede kl. 10, vi var ca. 20 personer i gruppen.

Indgangen til hulerne var via en forholdsvis ny indgang, den oprindelige er snæver og har 145 trin ned. Den bliver brugt til Wild Cave Tuors, det er ture af længere varighed, hvor man kravler ind i sprækker og kroge udenfor stisystemet. Der er også mulighed for overnatning på disse ture.

Nå, men vores tur foregik på et stisystem, der var sat lidt lys op så man kunne orientere sig, men der var forholdsvis mørkt. Temperaturen er konstant ca. 14 C.

Cherokee-indianerne har brugt hulerne, der er fundet keramik, pilespidser, våben og smykker der vidner om deres brug af hulerne.

I 1820 kom der emigranter fra Europa til Tennessee, de brugte hulerne til kartofler og andre grøntsager.

Under Den Amerikanske Borgerkrig benyttede sydstaternes soldater hulerne, de havde minedrift efter salpeter, de skulle bruge det til fremstilling af krudt. Karret blev brugt til at udskille salpeter fra jorden.

På et tidspunkt blev alt lyset slukket, så vi kunne opleve den totale mørke, som der naturligt er dernede. Det var det mørkeste mørke, fascinerende at opleve.

Under forbudstiden blev hulerne også brugt til destillation af alkohol.

Hulerne blev genopdaget i 1905 af en 13-årig dreng Ben Sands. Han var kravlet gennem en lille mudret åbning 100 meter under jorden. Der var han i et stort rum halvt fyldt med vand. Hans lys kunne ikke oplyse rummet, så han kastede mudderkugler så langt han kunne, og han hørte ikke andet en vandplask i alle retninger.
Man ville ikke tro på drengen, og da han endelig havde overtalt sin far til at tage med for at se det, var vandstanden steget, og indgangen var oversvømmet. Derefter gik der en del år inden søen atter blev fundet.

Da vi kom ned til søen, var vi på en lille sejltur. Der blev på et tidspunkt sat regnbueørred i søen som et eksperiment, eksperimentet mislykkedes imidlertid, men fiskene er der stadig.

På grund af mørket har fiskene miste meget af deres farver, de har fået nedsat deres syn og de kan ikke formere sig under de for dem unaturlige forhold.

Båden var eldrevet og derfor lydløs, der var en utrolig stilhed, stedet indbød i sig selv til stilhed og ingen sagde noget i et stykke tid. Jeg tror, at selv vildmændene ville kunne være stille på det sted.

Da vi kom op fra hulerne var temperaturen steget, så vi fik hurtigt trøjerne af.

Vi kørte en lille tur ind til Sweetwater.

Jeg fotograferer det største magnoliatræ i Tennessee.

Da vi fotograferede træet, var der en mand der henvendte sig til os, han sagde et eller andet med huset. Vi fortalte ham, at det ikke var huset, men træet vi var interesseret i.
Så begyndte han at fortælle, han kendte ejeren af huset, og han var flink, så vi skulle bare gå ind i haven for rigtig at se træet. Han kom så over til os, og fortalte at ejeren også havde det hus, som han gik og arbejdede på, på den modsatte side af vejen. Begge huse skulle sættes i stand, det de var ved at renovere nu skulle sælges, og huset med magnoliatræet i haven ville ejeren selv flytte ind i.

Huset er fra 1870.
Manden vi talte med var blikkenslager, men lavede lidt af hvert, undtagen elektricitet, ejeren af huset var elektriker, så det kunne han selv.