Tilbage til det nordvestlige USA forside

Florence - Longview

Søndag den 13. september 2015

   

Udsigt fra vores vindue, morgen.

  

   

Efter at have tjekket ud fra hotellet kørte vi mod nord ad hovedvej 101. Denne dag var der klart vejr, så vi kunne nyde udsigten til Stillehavet.

   

Ved Sea Lion Caves holdt vi ind, vi havde besluttet, at vi ville se søløver. Vi ankom lidt før de åbnede kl. 9.00.

       

Der var udsigt til Heceta Head Lighthouse.

   

Sea Lion Caves er nogle grotter der blev opdaget i 1880 af kaptajn Willian Cox. Han sejlede ind i grotten, med en lille båd, og på rolige dage vendte han flere gange tilbage for at udforske grotterne. En gang blev han ”fanget” i flere dage på grund af et stormvejr. Det siges han overlevede ved at skyde en ung søløve. I 1887 købte Cox jorden af staten, og jorden var i familiens eje til 1926.
Der er mange havfugle der bygger reder på eller nær området, lomvig, skarv, måger, søpapegøjer og ind imellem skulle der også være høg og ørne.
I 1930 blev det besluttet at hovedvej 101 skulle gå forbi stedet, og der blev i den forbindelse lavet en sikker adgang til hulerne via en sti og trapper. I 1932 blev der offentlig adgang til hulerne, og i 1961 blev der bygget en elevator.

   

Da vi købte billetter, blev vi oplyst om, at der for tiden ikke var søløver i hulerne. På dette tidspunkt føder de deres unger, og det forgår et andet sted. Vi kunne godt komme ned og se hulerne alligevel, og det valgte vi at gøre. Der blev skrevet på vores billet, at såfremt vi kommer igen indenfor et år, vil vi komme gratis ind – men det tvivler vi meget på vil blive aktuelt.

      

Vi tog med elevator de ca. 60 meter ned.

   

   

Vi kunne se nogle få søløver i vandet.

   

   

       

   

  

 

   

 

   

   

     

Vi forlod hovedvej 101 for et par døgn, og kørte ind i landet

     

Vores mål var Evergreen Avation & Space Museum i McMinnville, der er verdens største træ-fly udstillet.

            

Da vi ankom til museet, startede vi med at købe vores frokost. Det var nogle store portioner, så vi gemte halvdelen til vores aftensmad.

Flyet er bygget af milliardæren Howard Hughes, som ville bygge verdens største transportfly, der skulle kunne rumme 700 fuldt udstyrede soldater og flyve dem fra USA til Europa under Anden Verdenskrig. Men det tog lang tid at bygge flyet, og da flyet var færdig, var krigen for længst forbi. Den eneste gang flyet var i luften fløj det 1,6 kilometer i 21 meters højde.
Howard Hughes havde flyet i en hangar ved Long Beach i Californien, og mekanikere holdt det i stand, så det var klar, såfremt det skulle på vingerne igen.
I 1976 døde Howard Hughes og de sidste mekanikere forlod dermed hangaren. I starten af 1990 fik man på Evergreen Aviation & Space Museum den ide, at tilbyde at huse flyet. De købte flyet for en dollar, men det kostede rigtig mange penge at skille flyet ad og samle det igen. Men det lykkedes, og siden 1993 har det været udstillet i Oregon.

   

   

   

   

   

Flyet har verdens største vingespænd på næsten 100 meter.

   

     

   

   

   

     

       

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Ret hurtigt, efter vi var kørt fra museet, var der kø på vejen. Det var første gang vi oplevede det på vores tur. Det fortsatte mere eller mindre hele vejen til Portland, og forsinkede os ca. 20 min. Heldigvis havde vi ikke noget, vi skulle nå i den anden ende, så det betød ikke alverden.

   

   

   

Da vi kom op og kørte langs Columbia River ”mødte” vi atter Lewis og Clark. Dem havde vi ikke set noget til de sidste 5 dage.

      

Da vi krydsede floden kørte vi samtidig ind i Washington igen.

Vi fik tjekket ind på hotellet, hvor vi skulle bo i to nætter.

   

   

   

Udsigt fra vores vindue, aften.