Tilbage til det nordvestlige USA forside

Cle Elum - Coeur d'Alene

Tirsdag den 1. september 2015.

       

Kl. 8.10 var vi færdige til at forlade motellet og Cle Elum. Vi startede dagen med lige at tanke bilen.

  

Så kørte vi atter mod øst, det første stykke var det samme, som vi havde kørt om søndagen, da vi var ude for at se på forstenet træ; så vi valgte at tage motorvejen på denne strækning.

Her og på andre strækninger i Washington var der disse mærker i asfalten. De gav noget ekstra støj, og vi undrede os over, hvad det var. Jeg har fået at vide, at det er en ny måde at lave vejvedligeholdelse på. Når man lægger asfalt, lægger man et ekstra tykt lag. Når så belægningen er slidt f.eks. pga. tunge køretøjer og pigdæk, skraber man det øverste lag af. Mærkerne i vejen er spor efter den afskrabning.

   

Både her og tidligere på turen så vi store lagre af halm.

Kort efter vi havde krydset Colombia River, kørte vi op til Grandfather Cuts Loose the Ponies også kendt som Wild Horses Monument. De er lavet af David Govedare i 1989-90. Skulpturen der består af 15 stålheste, blev lavet i forbindelse med hundredåret for Washingtons statsdannelse og er tænkt som et mindesmærke for de vilde heste, der engang strejfede om i regionen.

   

Vi kunne se over til Ginkgo Petrified Forest State Park, hvor vi var om søndagen.

   

   

Thorkild gik en tur op til monumentet – der var langt op, så jeg blev klogelig nede på parkeringspladsen.

     

   

   

For at se lidt andet end motorvej, kørte vi fra motorvejen mod Soap Lake. I Ephrata holdt vi ved en Safeway, vi ville benytte deres toiletter. De havde en Starbucks, så vi ville købe en kop kaffe/te. Da vi havde betalt og Thorkild havde fået sin kaffe, viste det sig, at de var løbet tør for Earl Gray, så måtte jeg jo nøjes, med en anden sort te – det viste dig så, at det havde de ikke, de gav mig så en grøn te, uden at sige det til mig – det var nu nemt at smage - surt.

   

I Soap Lake holdt vi en lille pause. Soap Lake er en by, der ligger ved søen med sammen navn.

   

   

Der er 23 forskellige mineraler i søens vand, der anses for at have helbredende virkning på flere sygdomme. Det siges, at når rivaliserende indianerstammer var ved søen, holdt de våbenhvile for at rekreere.

  

Den første butik i Soap Lake blev åbnet af Carl Jensen, det lyder jo meget som en dansker.

Soap Lake er den sydligste sø af række søer. Vi kørte videre op langs søerne, og holdt en del fotostop undervejs.

       

   

 

   

Jeg fotograferer Thorkild og en Kia Sorento.

 

   

   

I en lille by, Coulee, holdt vi frokost. I 2010 var der 562 indbyggere fordelt på 265 husstande i byen.

   

   

Vi kørte noget rundt, før vi fandt et sted at spise. De første to steder, vi forsøgte, var lukket.

   

     

Da vi havde spist, gik vi en lille tur, og gennemfotograferede byens centrum. Det var tydeligt, at der tidligere havde været mere liv i byen.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Vi kørte videre nordpå, igen med nogle fotostop. Vi kørte op til Grand Coulee Dam. Her stødte vi atter på Colombia River.

       

   

   

Undervejs kom vi gennem Electric City.

   

Grand Coulee Dam er 168 meter høj og 152 meter bred.

   

   

Grand Coulee Dam er den dæmning i USA med størst kapacitet. Første del af dæmningen (to kraftværker) blev bygget i årene 1932-42, med støtte fra hele landet.

 

   

Som et symbol på støtten i forbindelse med dæmningens opførelse, blev dæmningen i 1951 ”døbt” med vand fra alle staterne. Det skete i forbindelse med fejringen af en udvidelse af pumpesystemet.  I 1974 blev der tilføjet et tredje kraftværk.

Woody Guthrie blev bedt om at skrive sange, der skulle bruges i en dokumentarfilm om dæmningen. I løbet af kort tid, skrev han 26 sange. Den påtænkte dokumentarfilm blev aldrig til noget, men i 1941 indspillede Woody Guthrie sangen om Grand Coulee Dam. Melodien er fra en amerikansk folkesang om et fiktivt tog, Wabash Cannonball.

   

Dykkerdragt der blev benyttet under bygningen af dæmningen.

Kompressor til ilt til dykkeren.

      

Fra dæmningen satte vi kursen mod nattens hotel i Coeur d Alene. Landskabet skiftede karakter, og vi så de store marker, der bliver brugt til at dyrke hvede på.

   

   

   

   

Da vi passerede statsgrænsen og kom ind i Idaho, kom der store reklameskilte langs vejen. Det havde vi overhovedet ikke set i Washington.

       

   

   

   

       

Lige ved siden af hotellet lå en restaurant, der gik vi ind for at købe vores aftensmad.