Tilbage til USA - The Wild West forside

Mormonernes Salt Lake City

9. dag. Mormonernes Salt Lake City. Den snoede flod Snake River følges mod syd, og der køres gennem det sydøstlige hjørne af staten Idaho, før grænsen til staten Utah passeres. 70 % af statens 2 millioner indbyggere er mormoner, og kirkens hovedsæde ligger i Salt Lake City. Kirken har 8 millioner medlemmer i 130 lande. Ikke mindre end 20.000 af de mange, der fulgte profeten Brigham Young mod vest i 1800-tallet, var danskere – og man kan stadig finde navne som Jensen og Hansen i telefonbogen! Du skal bl.a. opleve Utahs regeringsbygning State Capitol og Tempel Square med mormon-kirkens hovedsæde – især berømt for Tabernacle koret. Salt Lake City er flot beliggende med den flade salt-ørken mod vest og de høje bjerge kendt fra vinter ol i 2002 mod øst. Overnatning i Salt Lake City.

Tirsdag den 13. september 2011.
Endelig en bruser hvor man, når man tog bad, kunne bestemme både vandtemperatur og vandmængden.

   

Også morgenmaden fik vi på restauranten, der lå lige overfor det hotel vi boede på.

   

   

   

Ca. kl. 740 kørte vi fra Jackson. Vi kørte mod syd, i starten kørte vi langs Snake River. Snake River løber mod vest til Stillehavet, den løber på et tidspunkt sammen med Colombia River.

   

Vi holdt pause i Montpelier ved et Visitor Center. Der var udstilling i tre etager. Udenfor centeret var der en skulptur af en familie på vej mod vest.

   

   

   

   

På første sal var der nogle plancher om indianere, og en udstilling af patchwork tæpper, der også var til salg.

       

           

I kælderen var der en udstilling af gammelt tøj, våben, bøger m.m. Der var ved meget af det skilte, hvor der stod hvem der havde ejet det, og hvem der havde skænket det til museet.

   

   

   

Mange af navnene var danskklingende, og vi fik oplyst, at der var kommet mange fra Danmark til området.

I stueetagen var der udstillet en del malerier, men motiver vedr. livet som nybyggere på vej af Oregon Trail. Inde "bagved" var vi på en guidet rundtur på The Oregon Trail.

Når man ville drage mod vest, var der meget, der skulle købes: vogn, okser, mad skydevåben m.m. Der skulle mange penge til , for at få en familie til det vestlige USA.

   

Når mange drog af sted samlet, var vognene stort set ens, så kunne man bruge en evt. "færdig" vogn som reservedele til de andre.

   

Indtørrede oksekager blev brugt som brænde, når der ikke var træ i området.

   

   

   

   

   

   

   

   

    

Vi fandt ikke ud af, hvorfor der her, langt inde i landet, lå et anker.

Da vi kørte videre kom vi gennem Ovid, en lille landsby der var grundlagt af indvandrere fra Danmark. Lidt efter kom vi gennem Paris, der har en meget kendt tabanacle, vi fotograferede den gennem bussens ruder.

Vi kørte også gennem St. Charles, der blev Gutzon Berglum født.

Så var der vejarbejde!
En person er ansat som "lysregulering" eller rettere to, en i hver ende af arbejdsområdet. Han/hun holder et stopskilt, og når vi så må køre, vender personen skiltet, og der står SLOW på skiltet.
En tredje er så ansat til at køre meget langsomt på hele strækningen, frem og tilbage hele dagen, bagpå bilen er der et skilt, hvor der står: Follow me.

Vi kørte så meget langsomt mange km. langs Bear Lake.

Lige efter vejarbejdsområdet var færdigt, kørte vi ind i staten Utah.

   

   

Vi passerede bjergene, og derefter holdt vi frokostpause i Logan.

Der var flere forskellige muligheder for at købe mad. Vi gik i Smit's og købte sandwich, juice og frugt.

I supermarkedet var der ved vognene nogle desinficerende servietter, så man kunne tørre vognen af på håndtaget, inden man tog den i brug.

   

   

Efter pausen kørte vi mod Salt Lake City. Imens fortalte Solveig lidt om mormonerne, og viste os lidt af deres undertøj. En avisartikel om undertøjet.

   

Må kun bruges af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - jeg tror ikke, de behøver være bange for, at vi andre skulle få lyst til at bruge undertøjet.

Såfremt man vil læse lidt mere om mormonerne, eller Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som de selv kalder sig, kan jeg varmt anbefale at læse: "Flugten" af Carolyn Jessop. Bogen er en biografi skrevet i 2008, hun er født i 1968.

   

I Salt Lake City kørte vi først op til Capitol, der ligger meget højt med udsigt over byen.

Vi var ikke inde i bygningen. Vi havde jo set en Capitol på turen, og selv om de ikke er ens, ligner de jo lidt hinanden. Der findes i USA ture, der går fra stat til stat for at se alle Capitol.

   

   

   

Derefter kørte vi til byens centrum, mormonernes hellige sted Temple Square, et område på 35 acres. Det svarer til 141.641,5 m2.

   

Vi havde 1½ time til at gå rundt i området.

   

   

   

   

   

   

   

Der var ikke tvivl når vi mødte mormoner, de fleste piger havde nederdele på, der gik lige under knæene, en bluse med korte eller lange ærmer og flade sko. En ung mor havde sat sig med benene over kors på en af bænkene, og en af vores medrejsende, så et glimt af de lange underbukser.

   

Drengene/mændene havde mørke lange bukser på (vi så en enkelt i kakifarvede) hvide skjorter med lange ærmer og slips.

Vi talte med nogle piger, de var meget smilende og nærmest "oversøde". Det virkede meget unaturligt.

     

Slat Lake Temple.

   

   

Tabernacle.

   

Assembly Hall.

Vi besøgte en udstilling om mormonerne i dag, der var bl.a. et fjernsyn, hvor man kunne høre forskellige mormoner fortælle om deres liv og tro. Familien blev forhelliget i den grad, at det var helt kvalmt. En kvinde fortalte hvor glad hun var for sit liv, men det passede overhovedet ikke overens med det triste udtryk hun havde. Vi syntes det var kvalmt og skræmmende.

   

   

   

   

Vi var oppe på 10. sal i Joseph Smith Memorial Building og så ud over byen.

   

   

   

I stueetagen var der lidt udstilling.

   

Det hotel vi skulle sove på lå også inde midt i byen.

   

   

   

Kl. 1915 var vi næsten alle samlet for at gå hen til Hotel Monaco for at få vores aftensmad.

       

Ved fodgængerovergangene var der nogle flag, man skulle tage med sig, for at gøre ekstra opmærksom på, at der var fodgængere.

Vi fik atter kylling. Vi fik kylling lige så mange gange på denne tur, som jeg havde drømt, at om vi skulle have gode amerikanske bøffer. Men det med de mange bøffer, blev ved drømmen på denne tur.

   

   

Betjeningen var utrolig langsom, så vi var først tilbage på hotellet, hvor vi skulle, sove kl. 2200, og da vi gik, var der stadig nogle der ikke havde fået betalt deres drikkevarer.

430 km.