Tilbage

Tirsdag den 8. juli 2003

Vores aftale var, at bussen skulle køre klokken 830.
Vi havde fået en dansktalende russisk guide, Tanja,
jeg forelagde hende mit "hovedpudeproblem" - hun forsvandt ind på hotellet.
Da vi kom hjem efter byrundturen, lå der en "allergipude" i min seng.

Med Tanja som guide kørte vi rundt i Skt. Petersborg, fik fortalt om bygninger,
bydele, mindesmærker og lignende som vi passerede.

På et tidspunkt gjorde vi holdt ved Rostrumsøjlerne foran Flådemuseet.

Søjlerne blev oprindelig opført som fyrtårne. Olielamperne er nu erstattet med gasfakler
som stadig tændes ved ceremonielle lejligheder.

Søjlerne har navn efter dem latinske betegnelse for forstavnen på et skib
og er udsmykket med skibsstævne som en hyldest til flådens sejre.

Figuerne ved foden af søjlerne symboliserer fire af Ruslands floder: Neva, Volga, Dnjeper og Volhov.

Ofte når bussen gjorde holdt blev vi "overfaldet" af gadesælgere, for det meste med postkort og bøger,
men også med anden souvernir bl.a. militærhuer/kasketter med emblemer fra det hedengangne sovjetregime.
I baggrunden Peter og Paul katedralen.

 

Næste holdt var Skt. Nikolajkatedralen.

Der var messe, mens vi var inde at se katedralen,
det gjorde det højtideligt og intimt af være derinde.

Derefter besøgte vi en souvenirbutik - beliggende på 1. sal,
udefra kunne man ikke se der var en butik i bygningen.



På vores videre vej kørte vi forbi Bronzerytteren:
en rytterstatue af Peter den Store fra 1782.

Statuen viser hvordan en hest knuser en slange, et symbol på forræderi, under sine hove.
Piedestalen på 1.625 tons bærer følgende inskription: "Til Peter 1. fra Katharina 2."
Bemærk brudeparret på billedet,
efter sigende skulle det bringe held at blive fotograferet ved statuen.

Dernæst gjorde vi holdt ved Isaak-katedralen.
Katedralen har fået navn efter den hellige Isak af Dalmatien, hvis fødselsdag falder sammen med Peter den Stores fødselsdag.
Isaak-katedralen er en af verdens største domkirker, den blev tegnet og påbegyndt i 1818 og stod færdig i 1858.
an regner med at over 400.000 mennesker fra hele Rusland deltog i arbejdet med at bygge katedralen.

Katedralen i nogle tal:
Kirken vejer 300.000 tons og holdes på plads i den sumpede jord af tusindvis af træpæle.
Der er 48 søjler i granit, der hver vejer 114 tons.
Kirkens indre dækker 4.000 m2.
Til den 101,5 m. høje kuppel er der anvendt 100 kg. bladguld.
Kirkebyggeriet blev seks gange dyrere end Vinterpaladset.
Væggene er udsmykket med marmor i 14 farver og 43 andre slags ædel stene og mineraler.
Indenfor er der over 150 religiøse vægmalerier.

Alt i alt et storslået bygningsværk, der skal ses, det er umuligt at beskrive, hverken i ord eller billeder.

I begyndelsen af 1920'erne blev katedralen som så mange andre kirker plyndret på Lenins befaling for at fylde partikassen op.
Religiøse handlinger blev forbudt og i 1931 blev katedralen omdannet til museum.

Fra 1990 blev der igen gudstjenester i katedralen, bl.a. de traditionelle ortodokse jule- og påskegudstjenester,
men katedralen er fortsat museum.

Derefter kørte vi til Blodskirken; vi så kun kirken udefra. Blodskirken er bygget på det sted hvor
Aleksander 2. blev dødelig såret 1. marts 1881.
Grundstenen til kirken blev lagt i oktober 1883 og stod færdig i 1907,
det er en efterligning af Vasilij-katedralen ved Den Røde Plads i Moskva.
Stalin lukkede kirken i 1931 og i en årrække blev den brugt som kartoffellager.

Så der der blevet tid for en spisepause. For ikke at bruge hele pausen (1½ time) på at finde et spisested og spise,
valgte vi at købe et par pølser i bussen, og derefter gå en tur i området omkring Kunstpladsen, hvor bussen holdt.

















Blodskirken fotograferet fra Kunstpladsen.

Ved bryllupper i Skt. Petersborg er det tradition, at brudeparret kører rundt til forskellige steder i byen for at blive fotograferet.


  Dette var også Skt. Petersborg.


Bemærk dimensionen på nedløbsrøret,
jeg blev fortalt at størrelsen på denne skyldes 
store vandmængder ved tøbrud i det tidlige forår.

Souvernirmarked skråt overfor hovedindgangen til Blodskirken.


En af broerne over floden Moyka.

Efter pausen kørte vi på vores vej mod Peter-Paul fæstningen forbi krydseren Aurora,
der ligger forankret foran Nakkimov Flådeakademiet.
Aurora blev bygget først i 1900-tallet og deltog aktivt i den russisk-japanske krig 1904-05
og gjorde tjeneste i Østersøen under 1. verdenskrig.
Ifølge revolutionens historiebøger var det Aurora der natten mellem den 7. og 8. november 1917
(den 25. og 26. oktober 1917 efter den gamle julianske kalender),
med et enkelt skud løs krudt fra kanonen i stævnen, gav signal til stormen på Vinterpaladset.
Skibet blev derfor i mere end 70 år æret som en af de vigtigste relikver fra bolsjevikkernes kup.
Ved belejringen af Leningrad i 1940'erne var Aurora sænket i 950 dage,
for at undgå tyskerne skulle få fingrene i den. Skibet er i dag indrettet som museum.

Peter-Paul-fæstningen, den ældste del af byen.
Fæstningen er anlagt på en ø hvor Neva-floden er bredest; her lagde Peter den Store grundstenen den 17. maj 1703
(gammel russisk tidsregning, den 27 maj efter vores kalender), denne dag er siden regnet for byens fødselsdag.

Fæstningen blev først bygget i træ og senere afsnit for afsnit erstattet af sten,
hovedsageligt svenske krigsfanger og russiske slaver og der døde under tusindvis af disse tvangsarbejdere.
Fæstningsværket skulle oprindeligt tjene som værn mod svenskerne,
men på intet tidspunkt i historien er der skudt mod forsvarsværket
 Fæstningen har derimod spillet en rolle som en af de mest berygtede fængsler i russisk historie.

Den første fange var Peter den Stores egen søn, der deltog i en opstand mod faderens reformer.
Fængslets sidste fanger var ministre fra den afsatte provisoriske regering i 1917. Herefter omdannede bolsjevikkerne fængslet til et museum.

Da vi kom til fæstningen fik vi endnu en dansktalende russisk guide, Boris,
vi kunne således deles i to mindre hold.
For at vi kunne finde hinanden gik guiderne med et dannebrogsflag i hånden.














Peter og Paul katedralen har et tårn på 122,5 meter der i over 200 år var det højeste i skt. Petersborg;
øverst på spiret er en engel der holder et kors.
Kirken ligner ikke meget de traditionelle russisk-ortodokse kirker..

Peter den Stores grav.
Efter at Skt. Petersborg blev Ruslands hovedstad,
blev Zarer med et par undtagelser,
fra zar Peter den Store til Alexander 3. og deres zarinaer
begravet i kirken.

I 1998 blev den sidste zar, Nikolaj 2. med familie
samt de tjenere der døde sammen med dem, genbegravet i katedralen.

 

 

 

 

 

Alexander 3.'s grav.

Der er planer om, at også Maria Feodorovna,
på et tidspunkt skal flyttes fra Roskilde Domkirke,
og genbegraves ved siden af hendes mand Alexander 3.

 

 

 

 

 

 

 

 

I de russiske kirker står man op under messerne,
dog var der i Peter og Paul-katedralen ved draperierne
placeret en stol til Zaren.

Under et toiletbesøg så jeg et skilt, jeg desværre i så mig i stand til at fotografere.

Skiltet sad over en dør til et toilet, først var der vist på en skitse hvorledes men ikke skal sidde på toilettet: på hug,
med fødderne oppe på toiletsædet.
Derefter en skitse af hvorledes man sidder på et toilet.

Fra Peter-Paul-fæstningen kørte vi tilbage til hotellet.


Trafikkaos foran bussen.

Vandringen fra elevatoren hen til vores værelse:
Først en langt tykke hvor gangen runder, hotellet drejer rundt om et gadehjørne,
derefter et meget langt stykke ud til enden, hvor vi boede.
Heldigvis var der undervejs en "rasteplads".

 

 

  Udsigten fra vores vindue,
  dagen efter blev der asfalteret.

 

 

Om aftenen gik vi en tur over til Aleksander Nevskijklosteret,
der lå lige overfor hotellet.
Klosteret er grundlagt af Peter den Store i 1710.
Dengang troede man fejlagtigt, at det var stedet,
hvor Alexander Nevskij slog svenskerne i 1240,
man har siden fundet ud af at slaget stod længere oppe ad Neva, ved floden Isjora.

Peter den Store lod fyrstens jordiske rester bringe til klosteret,
og siden har Aleksander Nevskil været byens skytshelgen.

Klosteret består af 11 kirker og fire kirkegårde,
har præsteseminarium og er et af Ruslands religiøse centre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi gik en tur på kirkegården (overfor katedralen) med fantasifulde gravsten fra sovjettiden.


 
Mange kulturelle personer er begravet på to klosterkirkegårde nær hovedindgangen,
men der var lukket for besøgende om aftenen, så vi fik kun et kik ind over muren til Lazarus-kirkegården.

Billeder af noget af hotellet.

Efter gåturen ved klosteret havde jeg reddet mig 19 myggestik, det blev store, sved og kløede.
Resten af ugen "formerede" de sig til ca. 50, så jeg var vellidt af de russiske myg.

Tilbage