Tilbage til Mexico forside

Tehuantepec - Sumidero Canyon - San Cristobal de las Casas

   

Den 6. februar 2014.
13 urt/mælkevej
Aztekerne kaldte dagen urt og mayafolket kaldte den mælkevej.
Dagen er god til forretninger, og til at planlægge rejser.

Pga. den sene ankomst til hotellet aftenen før, fik vi lov til at sove en time længere denne morgen.

   

Da vi gik op til morgenmaden, var der en af myggene der skreg: ”Juhu, nu kommer lønne, og hendes myggespray ligger i kufferten.” – Morgenen gav mig 37 myggestik, alene på benene, hvor jeg fik flest.

   

Morgenmaden var med servering, og der var rationering. Vi kunne enten få yoghurt eller æg, men ikke begge dele.

Kl. 8.00 kunne vi komme til kufferterne i bussen, og kl. 9.00 kørte vi igen, denne gang på Pan-American Highway.

   

   

   

Der er oftest meget vind i det område vi kørte i, og der lå da også rigtig mange vindmøller. Det have vi ikke set andre steder på vores tur. Til tider er der så meget vind, at vejen bliver lukket.

   

Appelsinbilen beskytter den blå bil mod vinden, derfor kørte de sådan.

   

   

   

Vi holdt en lille pause, og vi kunne godt mærke, at der var sus i den, da vi kom ud af bussen.

   

   

Så kørte vi opad i bjergene, i første omgang skulle vi ca. 500 m. op.

   

   

   

Vi holdt en lille spisepause.

   

   

   

   

Vi skulle ud at sejle på Grijalvafloden der løber i Sumiderokløften.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Ravnegrib (Coragyps atratus atratus).

   

   

   

   

   

 

   

   

&

   

   

   

Det mest kendte vandfald i kløften: Árbol de Navidad (Cristmas Tree). Vi kunne da skimte lidt vand, men i regntider ser det noget anderledes ud.

   

   

   

   

Det fortælles, at en indianerstamme ikke ville overgive sig til spanierne. I stedet sprang de ud fra denne klippe, der er 1.000 m. høj.

   

       

   

   

   

   

       

   

Efter sejlturen kørte vi videre – opad. Vi skulle til San Cristobal de las Casas der ligger i 2100 meters højde. Den sidste stigning skulle klares på 65 km.

   

Vi kunne pga. smalle gader ikke komme helt hen til hotellet med bussen, så vi måtte gå de sidste ca. 400 m. Vores bagage blev hentet ved bussen, og bragt til vores værelser.

San Cristobal er et populært turistmål, vi så da også mange andre turister i byen. Byen har godt 100.000 indbyggere. Det er en racistisk by, indtil et oprør i 1994 skulle indianerne bl.a. træde ned fra fortovet, når de mødte en hvid eller mestiz.

   

   

   

Vores aftensmad købte vi på en argentinsk restaurant, hvor vi fik et par store, virkelig møre bøffer.

På menukortet kunne vi se, at det var muligt at få en bøf på 1 kg.

   

Der var koldt oppe i bjergene, så vi fik tændt op i pejsen.