Den 5. februar 2014. |
Og sandelig om ikke det holdt
stik. Dagen blev uforudseelig, også i stor grad. |
Vi skulle forlade hotellet og
videre sydpå. Undervejs skulle vi lige på
opdagelse i Oahakadalene. |
Dagens første stop var i Tule,
hvor vi så det 2000 år gammelt ahuebuetetræ, det
har en omkreds på 58 meter. |
Den gamle mands kugler. |
Yverplanten, den vokser vildt
i bjergene. |
I Mexico er det meget almindeligt, at hver by har tradition for en produktion. Vi var i et område hvor der produceres Mezcal – agavesnaps. Vi stoppede ved en af de små producenter for at stifte bekendtskab med processen. |
Mezcal laves af spadeagave,
(tequilaagaven er mere grønblå). Når agaven
bliver 8-10 år sætter den blomst, og så er det
tiden at høste den. |
Man skærer bladene af, det man så har tilbage, kaldes agavens hjerte og ligner en ananas. |
Agavens hjerte deles i 4 og bliver bagt i en jordovn i 4-5 dage. Jordovnen er ca. 3 meter dyb. Nederst ligger nogle meget varme sten, agavehjerterne ligges ovenpå, dækket med en presenning og jord. Når de er bagt færdig, er agaven blevet sødere end sukkerrør. |
Smagsprøver på kogt agave. |
Agaven skæres så med en manchet, derpå bliver agaven kogt. |
Så valses den ved hjælp af
en hest eller et æsel. Det gør at fibrene
optager saften. |
Næste gang i processen varer 4-5 dage såfremt der er varmt. Når det er koldt varer det 15 dage. Hvad det egentligt gik ud på missede jeg, det må være gæringen. |
Til slut kommer massen over i
en 300 l. kobbergryde, og den destilleres. |
På det sted vi besøget laver
de Mezcal og cognac. |
Vi kørte videre til Teotitlan,
hvor vi skulle se tæppekunst og indfarvning af
garn. |
Vi fik selskab af Josefine,
som vi skulle besøge til slut på turen. Hun
guidede os rundt i byen. |
Vi startede med lige at se
kirken, der er fra 1600-tallet og bygget af sten
fra gamle templer. Enkelte steder er gamle
motiver bevaret. |
Også her var der eksempler på
Jesus som sort, man mener de to figurer kommer
fra Guatemala. |
Vi skulle se markedet, men vi
kom lidt sent, så det var ved at lukke. |
Josefines mor, der er 70 år,
viste os hvordan de karter. Før de karter ulden
er det blevet vasker med en sæberod. |
Derefter demonstrerede hun
sin rok. Alle deres tråde er kartet og
efterfølgende spundet på en rok. |
Derefter bliver garnet vundet
i fed, der så vaskes, farves og vaskes igen. |
Til at lave rød farve bruger
de cortinellelus. De ”dyrker” selv lusene, ved
at sætte et par stykker på en figenkaktus. Der
formerer lusene sig så, og man kan høste dem. |
Tørrede lus. Det er lusenes skaller der giver den røde farve. |
Blander man citronsaft i får
man en orange farve. Blander man så kalk i, få
man en lilla farve. |
Ved at bruge forskellige
farver uld, får man så yderlige nogle andre
farver. |
De laver selv indigo af en
plante til de blå toner. Til den grønne farve
bruger de perikon. Granatfrugt og tagetes giver
to forskellige gule farver. Den sorte farve
laver de af en bælgfrugt. Derudover bruger de
også forskellige mos, nødder, nøddeblade og
andet til at plantefarve i. |
Til slut kunne vi selvfølgelig
købe tæpper, og da vi kom derfra, var vi blevet
noget forsinket, i forhold til den dagsplan der
var lagt. |
Vi kørte videre til Mitla.
Mitla betyder De dødes sted. Stedet blev beboet
ca. 70 år før vores tidsregning. |
Mitla er en by med en gammel etnisk integration. Ca. 800 efter Kr. kom zapotekerne til området, og ca. 100 år efter kom også mixtekerne og bosatte sig på stedet. Man kan se forskel på de to stammer, idet den ene befolkning er lille og spinkel, den anden lille og kraftig. |
I 1530-erne kom spanierne til
Mitla. De byggede kirker ovenpå templet, men
paladset der lå ved siden af templet, fik lov at
blive stående. |
Mitla ligger i et
jordskælvsområde, hvor der hvert år er mange små
skælv. Paladset er bygget jordskælvssikret ved
at bygge skævt, lige, skævt lige og så pudse
ovenpå. Noget som vi også tidligere på turen har
set. |
Efter Monte Albáns nedgang,
blev Mitla et af zapotekernes vigtigste centre.
Men det byen er mest kendt for, er en mixtekisk
byggestil, med en teknik hvor der er bygget
murstensmosaikker helt uden bindemiddel. Formene
symboliserer bl.a. himlen, jorden, den fjerede
slange og andre vigtige elementer og væsner. |
Man har eksperimenteret med at
lave den røde farve der gik igen i mange af de
gamle ruiner. Det er meget tidskrævende, da en
ofte skal pudses op, for at holde den skinnende
røde farve. |
Atriumgård i paladsets midte. |
I templets gårdsplads lå to
grave, hvor vi kunne komme ned. |
Da vi kørte fra byen igen,
havde vi ikke kørt ret langt, før vi fik
dagsplanen mere ødelagt: vi punkterede. Bussen
trillede stille hen til et autoværksted. Og for
ikke at spilde for meget tid, blev det
besluttet, at vi skulle benytte den ufrivillige
pause, på at få noget frokost. Der blev
arrangeret nogle taxa til os, og vi blev kørt ud
til en restaurant lidt udenfor byen. |
Vi valgte at frokosten blot
skulle være skånekost: vand og brød. Jeg
benyttede tiden til at få skrevet lidt dagbog. |
Da bussen var klar igen, kom
chaufføren og hentede os. |
Nu var vi blevet et par timer
forsinket, og ville først være fremme ved vores
hotel omkr. 20.30 – 21.00. Anne Marie ringede
til hotellet, og fik dem til at love, at de
ville holde restauranten åbent til vi kom frem. |
Landsby: Josef af Guds nåde,
hvor vi holdt en lille pause. |
Så holdt vi stille i en kø.
Det gik noget tid og vi holdt atter stille. Det
viste sig, at nogle vejarbejdere ikke havde fået
den forventede løn, og nu havde de blokeret den
eneste vej der er mellem Oaxaca og Tehuantepec.
Så der holdt vi, og ingen vidste, hvor lang tid
det ville vare. |
Da vi havde holdt i næsten en
time, besluttede Anne Marie, at hun ville prøve
på, at få os til hotellet, på en anden måde. Hun
fik fat i en del af de små trehjulede taxaer, og
vi blev kørt i dem så langt de kunne komme, hen
mod selve blokaden. Det var ca. 5 km. |
Så gik vi et stykke, mellem biler der var parkeret lidt på må og få, og kom gennem selve området, hvor blokaden var etableret. Derefter fandt Anne Marie et par minibusser, hvor hun kunne få plads til os, og planen var så, at de skulle køre os til hotellet. |
Men efter kun et par kilometre
kunne de ikke køre videre. Så vi måtte ud at gå
igen mellem parkerede biler. Det var jo blevet
mørkt, der var en del andre personer på vejen
udover os, så det var lidt svært at holde
mandtal over os. Men vi var der alle, og vi kom
frem til et sted, hvor der holdt nogle andre
taxaer. Vi blev ”pakket” i en del biler, og
efter at være blevet talt en del gange, kørte vi
frem til hotellet, hvor vi var – alt for sent –
ca. kl. 22.45. |
Kl. 4.00 næste morgen blev
blokaden ophævet, og trafikproppen opløstes
stille og roligt. Så kl. 5.00 var chaufføren
fremme ved hotellet. Da vi gik igennem blokaden,
så vi en del turistbusser, som passagererne sov
i. Vi var glade for, at Anne Marie kendte
forholdene så godt, at hun kunne klare, at få os
på vores hotel for at sove. |
Aftensmaden droppede vi og gik
direkte i seng. |
Fra vi forlod hotellet om morgenen, og til vi kom frem til det nye hotel sent aften, gik der 15. timer og 4 min. |