Tilbage til Mexico forside

Oaxaca - Tula - Teotitlan del Valle - Mitla - Tehuantepec

Den 5. februar 2014.
12 abe.
Uforudsigelig.

Og sandelig om ikke det holdt stik. Dagen blev uforudseelig, også i stor grad.

   

Vi skulle forlade hotellet og videre sydpå. Undervejs skulle vi lige på opdagelse i Oahakadalene.

Dagens første stop var i Tule, hvor vi så det 2000 år gammelt ahuebuetetræ, det har en omkreds på 58 meter.

   

       

   

   

   

   

Den gamle mands kugler.

Yverplanten, den vokser vildt i bjergene.

   

   

   

I Mexico er det meget almindeligt, at hver by har tradition for en produktion. Vi var i et område hvor der produceres Mezcal – agavesnaps. Vi stoppede ved en af de små producenter for at stifte bekendtskab med processen.

Mezcal laves af spadeagave, (tequilaagaven er mere grønblå). Når agaven bliver 8-10 år sætter den blomst, og så er det tiden at høste den.

Man skærer bladene af, det man så har tilbage, kaldes agavens hjerte og ligner en ananas.

Agavens hjerte deles i 4 og bliver bagt i en jordovn i 4-5 dage. Jordovnen er ca. 3 meter dyb. Nederst ligger nogle meget varme sten, agavehjerterne ligges ovenpå, dækket med en presenning og jord. Når de er bagt færdig, er agaven blevet sødere end sukkerrør.

Smagsprøver på kogt agave.

Agaven skæres så med en manchet, derpå bliver agaven kogt.

   

Så valses den ved hjælp af en hest eller et æsel. Det gør at fibrene optager saften.

   

   

Næste gang i processen varer 4-5 dage såfremt der er varmt. Når det er koldt varer det 15 dage. Hvad det egentligt gik ud på missede jeg, det må være gæringen.

   

Til slut kommer massen over i en 300 l. kobbergryde, og den destilleres.

   

På det sted vi besøget laver de Mezcal og cognac.

   

Vi kørte videre til Teotitlan, hvor vi skulle se tæppekunst og indfarvning af garn.

Vi fik selskab af Josefine, som vi skulle besøge til slut på turen. Hun guidede os rundt i byen.

   

   

   

Vi startede med lige at se kirken, der er fra 1600-tallet og bygget af sten fra gamle templer. Enkelte steder er gamle motiver bevaret.

       

       

   

   

Også her var der eksempler på Jesus som sort, man mener de to figurer kommer fra Guatemala.

   

       

Vi skulle se markedet, men vi kom lidt sent, så det var ved at lukke.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Josefines mor, der er 70 år, viste os hvordan de karter. Før de karter ulden er det blevet vasker med en sæberod.

   

   

   

Derefter demonstrerede hun sin rok. Alle deres tråde er kartet og efterfølgende spundet på en rok.

   

Derefter bliver garnet vundet i fed, der så vaskes, farves og vaskes igen.

   

Til at lave rød farve bruger de cortinellelus. De ”dyrker” selv lusene, ved at sætte et par stykker på en figenkaktus. Der formerer lusene sig så, og man kan høste dem.

   

Tørrede lus. Det er lusenes skaller der giver den røde farve.

   

Blander man citronsaft i får man en orange farve. Blander man så kalk i, få man en lilla farve.

Ved at bruge forskellige farver uld, får man så yderlige nogle andre farver.

De laver selv indigo af en plante til de blå toner. Til den grønne farve bruger de perikon. Granatfrugt og tagetes giver to forskellige gule farver. Den sorte farve laver de af en bælgfrugt. Derudover bruger de også forskellige mos, nødder, nøddeblade og andet til at plantefarve i.

       

Til slut kunne vi selvfølgelig købe tæpper, og da vi kom derfra, var vi blevet noget forsinket, i forhold til den dagsplan der var lagt.

       

   

   

       

Vi kørte videre til Mitla. Mitla betyder De dødes sted. Stedet blev beboet ca. 70 år før vores tidsregning.

   

Mitla er en by med en gammel etnisk integration. Ca. 800 efter Kr. kom zapotekerne til området, og ca. 100 år efter kom også mixtekerne og bosatte sig på stedet. Man kan se forskel på de to stammer, idet den ene befolkning er lille og spinkel, den anden lille og kraftig.

   

I 1530-erne kom spanierne til Mitla. De byggede kirker ovenpå templet, men paladset der lå ved siden af templet, fik lov at blive stående.

   

Mitla ligger i et jordskælvsområde, hvor der hvert år er mange små skælv. Paladset er bygget jordskælvssikret ved at bygge skævt, lige, skævt lige og så pudse ovenpå. Noget som vi også tidligere på turen har set.

   

Efter Monte Albáns nedgang, blev Mitla et af zapotekernes vigtigste centre. Men det byen er mest kendt for, er en mixtekisk byggestil, med en teknik hvor der er bygget murstensmosaikker helt uden bindemiddel. Formene symboliserer bl.a. himlen, jorden, den fjerede slange og andre vigtige elementer og væsner.

   

   

Man har eksperimenteret med at lave den røde farve der gik igen i mange af de gamle ruiner. Det er meget tidskrævende, da en ofte skal pudses op, for at holde den skinnende røde farve.

   

   

   

   

   

Atriumgård i paladsets midte.

   

   

   

   

   

   

I templets gårdsplads lå to grave, hvor vi kunne komme ned.

   

   

       

   

Da vi kørte fra byen igen, havde vi ikke kørt ret langt, før vi fik dagsplanen mere ødelagt: vi punkterede. Bussen trillede stille hen til et autoværksted. Og for ikke at spilde for meget tid, blev det besluttet, at vi skulle benytte den ufrivillige pause, på at få noget frokost. Der blev arrangeret nogle taxa til os, og vi blev kørt ud til en restaurant lidt udenfor byen.

Vi valgte at frokosten blot skulle være skånekost: vand og brød. Jeg benyttede tiden til at få skrevet lidt dagbog.

   

Da bussen var klar igen, kom chaufføren og hentede os.

   

Nu var vi blevet et par timer forsinket, og ville først være fremme ved vores hotel omkr. 20.30 – 21.00. Anne Marie ringede til hotellet, og fik dem til at love, at de ville holde restauranten åbent til vi kom frem.

   

   

Landsby: Josef af Guds nåde, hvor vi holdt en lille pause.

   

   

Så holdt vi stille i en kø. Det gik noget tid og vi holdt atter stille. Det viste sig, at nogle vejarbejdere ikke havde fået den forventede løn, og nu havde de blokeret den eneste vej der er mellem Oaxaca og Tehuantepec. Så der holdt vi, og ingen vidste, hvor lang tid det ville vare.

Da vi havde holdt i næsten en time, besluttede Anne Marie, at hun ville prøve på, at få os til hotellet, på en anden måde. Hun fik fat i en del af de små trehjulede taxaer, og vi blev kørt i dem så langt de kunne komme, hen mod selve blokaden. Det var ca. 5 km.

Så gik vi et stykke, mellem biler der var parkeret lidt på må og få, og kom gennem selve området, hvor blokaden var etableret. Derefter fandt Anne Marie et par minibusser, hvor hun kunne få plads til os, og planen var så, at de skulle køre os til hotellet.

Men efter kun et par kilometre kunne de ikke køre videre. Så vi måtte ud at gå igen mellem parkerede biler. Det var jo blevet mørkt, der var en del andre personer på vejen udover os, så det var lidt svært at holde mandtal over os. Men vi var der alle, og vi kom frem til et sted, hvor der holdt nogle andre taxaer. Vi blev ”pakket” i en del biler, og efter at være blevet talt en del gange, kørte vi frem til hotellet, hvor vi var – alt for sent – ca. kl. 22.45.

Kl. 4.00 næste morgen blev blokaden ophævet, og trafikproppen opløstes stille og roligt. Så kl. 5.00 var chaufføren fremme ved hotellet. Da vi gik igennem blokaden, så vi en del turistbusser, som passagererne sov i. Vi var glade for, at Anne Marie kendte forholdene så godt, at hun kunne klare, at få os på vores hotel for at sove.

   

Aftensmaden droppede vi og gik direkte i seng.

Fra vi forlod hotellet om morgenen, og til vi kom frem til det nye hotel sent aften, gik der 15. timer og 4 min.