Tilbage til Mexico forside

Mexico City - Xochimilco

Den 1. februar 2014.
8 rådyr.

Vi startede dagen med at gå en tur hen til Zócaloen. Zócalo er navnet på den centrale plads i mange mexicanske byer.

   

Vi gik langs pladsen (midten var spærret af) over til en udgravning i hjørnet mellem kirken og regeringspaladset. Der var man ved at udgrave det dobbelttempel, vi dagen før havde set en tvilling til på De tre kulturers plads.

Aztekerne var oprindeligt et halvnomadisk krigerfolk. De ankom i 1200-tallet til Mexicodalen fra det nordvestlige Mexico. En stor del af deres styrke lå i, at de var åbne over for andre folkeslags kultur og tro. I midten af 1400-tallet får Aztekerne kontrol over det centrale Mexico og Mexicodalen, det medfører en vis stabilitet og velstand i området. I 1325 grundlagde Aztekerne byen Tenochtitlán, der hvor centrum af Mexico by nu ligger.

   

Det oprindelige regeringspalads er opført i 1529, bygget af materialer fra aztekernes ødelagte templer, og ligger der hvor Montezumas palads lå. Montezuma var aztekisk kejser fra omkring 1502 til 1520, og var således ved magten da spanierne erobrede Mexico.
Bygningen brændte i 1692, men blev genopført i sin nuværende skikkelse.
Under den nuværende katedral ligger ruinerne af Quetzalcóatls tempel.

   

       

Natten til den 16. september 1810, blev den mest berømte tale i Mexicos historie holdt. Fader Hidalgo var ophavsmand til den tale, der startede Uafhængighedskrigen mod Spanierne. Om aftenen den 15. september hvert år, kommer Mexicos præsident ud på denne balkon, ringer med den samme klokke som Fader Hidalgo ringede med i 1810. Og præsidenten råber en kort ceremoni, og erklærer atter Mexicos uafhængighed.

Derfra gik vi ind i det gamle regeringspalads for at se på de berømte murmalerier, malet af Diego Rivera. I perioden 1929-35 malede han sin opfattelse af Mexicos historie frem til revolutionen i 1910.

Der findes ikke bøger på dansk om Diego Rivera, ligesom der er umiddelbart ikke noget tilgængeligt på dansk om Diego Rivera på Internettet. Men i bøger om Frida Kahlo (som der findes mange af) kan man også læse noget om Diego Rivera.

   

   

Diego Rivera er født i 1887. Da han var tre år, malede han overalt på væggene, og hans far gav ham et værelse beklædt med tavler, så kunne han male alt det han havde lyst til. Diego Rivera blev betragtet som et vidunderbarn. Da han var 10 år, kom han efter eget ønske på kunstskole, således at han passede sin grundskole om dagen, og om aftenen tog han så timer på et kunstakademi i Mexico City. I 1902 forlod Diego akademiet for at arbejde på egen hånd.

   

   

   

I 1907 rejste Diego Rivera til Europa. Først var han et år i Spanien. Derefter slog han sig ned i Paris, hvor han levede papirløst med Angelina Beloff som var fra Rusland. Og han får, imens han bor i Paris, en datter med en anden russisk kvinde.  I 1921 rejser Diego Rivera hjem til Mexico.
Tilbage i Mexico får han først en opgave med at male et murmaleri med titlen skabelsen i et amfiteater. Det bliver det første af mange murmalerier, som skulle blive det format, der skulle blive hans. I perioden 1923 til 1928 malede Diego Rivera murmalerier i Undervisningsministeriet. Imens han er i gang med dette (i 1928), kommer Frida Kahlo en dag med tre malerier som hun beder Diego Rivera sige sin mening om. Frida Kahlo vil vide, om han mener, hun skal fortsætte med at male, eller om hun er talentløs. Den efterfølgende søndag kommer Diego Rivera hjem til Frida Kahlo, for at se andre af hendes malerier, og dette bliver starten på deres fremtidige liv sammen.
Da Diego Rivera var 41 år gammel, blev han han og Frida Kahlo gift, hun er 20 år yngre end ham. Frida Kahlo var Diegos tredje kone, de havde et meget temperamentsfuldt ægteskab. De var begge utro og samtidig meget jaloux.

      

Fortiden.

   

Fremtiden. Hulega betyder strejke.

   

   

   

   

   

Diegos underskrift.

Blomstergudinden. Man fandt en skøn pige, og i over en måned blev hun forkælet, derefter blev hun ofret. Man ofrede det bedste man havde.

   

Bomuldsforarbejdning, farvning.

   

       

   

Titlen på dette bilede: Mødet med spanierne.

   

   

   

Den mexicanske hund er den eneste der gør modstand og bider fra sig.

Babyen har Diegos egne øjne.

   

   

   

   

       

   

På vej tilbage til hotellet gik vi lige en lille smut ind i katedralen.

Der er en sort Jesus på korset, det ser vi ikke så ofte. Det fortælles, at der i kolonitiden var en bisp, der hver morgen kyssede fødderne på Jesusfiguren. En morgen havde nogle af bispens uvenner smurt gift på figurens fødder. Da bispen skulle til at kysse fødderne, trækker giften sig op i Jesus, og han bliver sort og bispen bliver frelst.

   

En helgen, som man giver hængelåse, for at han skal lukke munden, på dem der sladrer om en.

   

Vi gik tilbage til hotellet, og kort tid efter hentede bussen os. Vi startede med at køre til det antropologiske museum, der er bygget i 1964.

   

Vi kom op nede fra underverdenen, hvor dødsguderne og vildfarne ånder holder til (kælderen) og steg op i menneskenes verden (gennem vandet) museet ligger så i menneskets verden og himlen er der hvor guderne og afdøde forfædres ånder bor. Arkitekten har på flere måder lagt symbolik i arkitekturen på museet.

   

   

   

   

Kopi af Quetzalcóatl pyramiden som vi så dagen før. Her er den malet i de oprindelige farver.

   

   

   

   

   

   

       

   

   

   

   

   

Ringe fra forskellige boldbaner.

   

En af de gamle gummibolde – de vejede flere kg.

   

   

       

   

   

   

   

   

  

   

   

Offergaver.

   

   

Tenochtitlán, det nuværende Mexico City. Tempel området i centrum er ved den nuværende Zócalo, og tempelområdet til venstre på kortet, De tre kulturers plads, som vi også besøgte dagen før.

   

   

   

   

   

       

   

   

   

       

   

   

   

Kalendersten. Den vejer 8 ton og blev fundet ved et tilfælde af nogle elektricitetsarbejdere. Det blev starten til den udgravning, vi tidligere på dagen så inde ved Zócaloen.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

       

   

   

   

   

   

       

   

   

   

   

   

Tænder pyntet med smykkesten.

       

       

       

   

   

   

       

Da vi gik fra museet, var vi så heldige at se Voladores de Papantla - De flyvende mænd fra Papantla. De udførte en gammel frugtbarhedsceremoni. Spanierne forbød de fleste af de gamle ritualer og ceremonier, men denne fik lov at leve videre gennem kolonitiden.

   

Det er kun personer fra Papantla, der udfører dette ritual. Og denne bøn er noget af det flotteste man kan. Der er meget strenge regler for at få lov til at være med til dette, og kun de allerdygtigst får lov at udføre dette. De har alle trænet i mange år, og lever under strenge regler. Dem der demonstrerer dette ved det antropologiske museum, er kun i Mexico en måned af gangen, så kommer der andre og overtager en måned.

   

       

       

Ritualet består af 4 x 13 bønner, og rotationen går mod uret altså med jordens rotation. Masten er 32 meter høj, de drejer i alt 52 gange rundt om masten, før de er nede på jorden igen.

   

   

   

   

   

   

Lidt forsinket i forhold til det oprindeligt planlagte, kørte vi til Det blå Hus. Det hus hvor maleren Frida Kahlo blev født, og levede de sidste 10 år af sit liv. Huset er nu museum over Frida Kahlo.
Da vi kom frem til huset, var der en lang kø for at komme ind, så der var ikke andet at gøre, end at vi stillede os op og ventede til det blev vores tur til at komme ind.

Frida Kahlo, der som tidligere nævnt blev gift med Diego Rivera, blev født i 1907. Senere i livet ændrer hun selv, af ikke helt klare årsager sit fødselsår til 1910. Det samme år som den mexicanske revolution brød ud. Som 6 årig får Frida Kahlo polio og må holde sig indendørs i ni måneder. Det startede med store smerter i det højre ben, og resten af livet havde hun problemer med dette ben. Frida lærte som barn/ung at fotografere og farvelægge fotografier (faderen var fotograf).

Frida havde planer om at blive læge, men som 18 årig, var hun i en bus, der blev torpederet af en sporvogn. Frida blev hårdt kvæstet, et gelænder knækkede og gik tværs gennem Frida Kahlos bækken. Da hun kom til hospitalet var hendes tilstand så kritisk, at lægerne troede at hun ville dø på operationsbordet. Hun fik tre brud på rygsøjlen, et kraveben samt to ribben brækkede. Der var 11 brud på hendes i forvejen svækkede højre ben og højre fod var revet af led og knust. Hendes venstre skulder gik at led og bækkenpartiet havde fået tre brud. I en måned lå hun udstrakt på ryggen i en gipsbandage. Da hun ikke havde kunnet deltage i eksaminer imens hun var syg, meldte hun sig ikke til nye kurser på skolen det efterfølgende år, så drømmen om at blive læge måtte forblive en drøm. Frida Kahlo fik aldrig sin fulde førlighed igen, og resten af livet var hun præget af ulykken med mange smerter, og fik efterfølgende mindst 32 operationer hovedsageligt på rygsøjlen og højre fod.

Imens Frida Kahlo lå i sengen og kedede sig efter trafikulykken, begyndte hun at male. Hendes mor fik lavet et specielt staffeli til hende, så hun kunne male imens hun lå ned, og så begyndte hun at male med nogle af hendes fars oliefarver.

   

   

Man kunne købe sig ret til at fotografere, det gjorde jeg selvfølgelig.

   

Frida Kahlo med familien. Det skete flere gange, at Frida malede ansigter over på personer, hun var blevet gal på.

   

   

   

       

   

   

   

   

   

   

   

I urnen ligger Fridas aske.

   

   

   

   

       

   

   

   

       

   

Sent på eftermiddagen var vi så klar til sidste punkt på dagens udflugt: Xochimilco – Navnet betyder ”Stedet hvor blomsterne gror”. Vi havde ca. en times kørsel dertil, afhængig af trafikken.
Tidligere var der en sø i en stor del af dalen. Dette område er resterne af denne sø. I aztekertiden blev der dyrket grøntsager og blomster på chinampas - flydende haver – fremstillet af flettede grene, rødder og kviste og derpå dækket af mudder og jord. Når produkterne var klar til at høste, sejlede man chinampassen ind til markedet i byen, og høstede produkterne direkte til kunden, når de blev solgt.
Dette fortsatte også i kolonitiden. Der dyrkes stadig blomster og grønt men nu har chinampaerne slået rod og ligger i et område med 189 km. kanaler.

   

   

   

Vi skulle, som mange mexicanere ud at sejle på kanalerne. Da det var lørdag var der mange lokale ude at sejle, og vi så, hvorledes de bruger området i dag. Det er meget attraktivt at bo derude, og nærmest ikke til at købe sig ind. Huse går i arv. I de familier, hvor de har de små både man sejler med, er hele familien aktiv i arbejdet med at sejle, bespise og underholde de personer der har lyst til en sejltur.

   

   

”Vores” madmor fandt os, da vi var på vej hen til de to både vi skulle sejle med. Da vi var forsinkede i forhold til planen, havde familien opgivet at vi kom, så der var lidt stress på, med klargøring, så vi komme om bord i bådene.

   

   

   

   

   

   

   

   

Flere steder var det meget tydeligt at se, at der løbende var flydt frisk jord på.

   

   

   

   

   

   

Ind imellem var der trængsel på kanalerne.

   

       

   

Det hører med sig, at man skal have musik om bord. Nu var der mange både, hvor de klarede det musikalske elektronisk, men det oprindelige er, at man lejer et orkester til at komme og underholde om bord.

   

Vores musikanter var vist nogle glade amatører, men festligt var det.

   

       

Efter lidt over en times sejlads gik vi atter på land. Og vi begav os godt fyldte af dagens oplevelser tilbage til hotellet.

   

Vi orkede ikke, efter ca. 12 timers udflugt, at skulle på restaurant for at spise. Så vi købte os lidt mad på en Subway og tog det med op på værelset.

Hele dagen.

Sejlturen