Tilbage til Java & Bali forside

Det sydlige Bali

Den 26. marts 2015

   

Denne dag havde vi booket en taxi i 6 timer. Kl. 9.00 blev vi hentet på hotellet.

Vi kørte først til Mads Langes grav i Kuta.


   

Mads Lange blev født på Langeland i 1807. Som ung stod Mads Lange til søs, og avancerede med tiden til styrmand. I 1834 gik han i land på Lombok, hvor han opbyggede en handelsforretning. Mads Lange lærte sig det lokale sprog, og vandt de lokales tillid. Som følge af nogle krige i 1839 mellem de lokale fyrster på Lombok, blev Mads Langes ejendom og ejendele brændt og han flygtede til Bali, hvor han havde gode forbindelser.
I Kuta startede Mads på ny en handelsvirksomhed op. Han var i modsætning til hollænderne vellidt af det balinesiske folk, og han udkonkurrerede hollænderne, som indså, at ville de opnå noget på Bali, måtte de gå gennem Mads Lange. Men hollænderne ønskede at få magten på øen, og det endte med, at hollænderne angreb de lokale fyrster. I 1849 blev der endelig, med Mads Lange som mægler, fred. Mads Lange døde i 1856, formodentlig blev han forgiftet, men det står hen i det uvisse.

   

   

   

       

       

       

   

   

   

Fra Mads Langes grav kørte vi til Memorial Wall, der er mindesmærket for ofrene for terrorbomberne på Bali i 2002.

   

   

   

Alle navne på de 202 omkomne er indgraveret i en sort granitplade.

   

Så kørte vi videre til sydspidsen af Bali, der er en lille halvø. Vi kørte til Garuda Wisnu Kencana Cultural Park. I parken er der flere store skulpturer af guder fra hinduismen.

   

   

   

   

   

   

   

Parken er endnu ikke færdigbygget, flere steder var de i gang med at bygge skulpturer og andet.

   

   

   

   

       

Vi gik i amfiteateret for at se nogle danse fra Bali. I løbet af dagen er der flere forskellige forestillinger.

Vi kom lige ved afslutningen af den første dans.

       

Topeng Monyer: En maskedans hvor masken menes at have forbindelse til forfædrenes ånder. Når dansen danses til ceremonier, menes den at have magiske kræfter.

       

       

Baris: En traditionel krigsdans der viser kampdygtighed. Dansen blev oprindelig brugt under en ceremoni til indvielse af krigere og deres våben.
En Baris danser skal formidle vildskab, foragt, stolthed, årvågenhed, medfølelse og beklagelse.  
Baris dansen er en hellig dans, der udføres ved kremering ceremonier, tempel jubilæums ceremonier og andre hellige fester, fordi man mener, at under disse ceremonier kommer guder, gudinder og forfædre ned på jorden for at give velsignelser. Dansen udføres for at byde dem velkommen til jorden, til at underholde og som en taksigelse.

   

       

Barong: En dansefortælling der skifter mellem pantomime og drama. Et stort løvelignende dyr kæmper med den onde heks Rangda.
Dansen fortæller om kampen mellem det gode og det onde, hvor den gode side er repræsenteret af Barong og den onde side er repræsenteret af Rangda.
På Bali findes der flere forskellige typer Barong, ofte karakteriseres af masker og kostumer båret af en eller flere personer. Selve figuren er som regel en fusion mellem forskellige dyr.

   

       

   

       

   

   

   

   

   

   

   

,   

Fra kulturcenteret kørte vi til Pura Luhur Uluwatu templet, der ligger højt på en klippe ved vandet. Der var en fantastisk udsigt langs kysten med de stejle klipper.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Der var en del aber i området, og nogle af dem morede sig med at lege ved og i vandet, vi så også flere der svømmede under vandet.

     

   

       

   

   

Dette var det sidste sted vi havde planlagt at se. På vej tilbage til hotellet standsede vi ved et supermarked for at handle lidt ind.

   

   

   

   

   

Da vi var tilbage på hotellet spiste vi lige lidt små bananer, og så var der dømt pool et par timer.

   

Lidt før 17.00 gik vi op til receptionen, for at sige farvel til de otte der skulle hjemad denne dag.

       

   

Vi gik ud i byen for at købe vores aftensmad.