Tilbage til Java & Bali forside

Yogyakarta - Mojokerto - Mount Bromo

Den 18. marts 2015

   

Det var blevet tid for at forlade Yogyakarta. Vi havde bestilt morgenvækning kl. 5.00, og kl. 5.30 samledes vi alle i receptionen, fik en morgenmadsmadpakke udleveret, og kørte med en bus til togstationen. Vi skulle køre ca. 5 timer med Sancakatoget, hvorefter vi så atter skulle møde vores chauffør og bus, der aftenen inden var kørt afsted med vores kufferter.

   

   

På stationen fik vi tjekket ind, vi skulle vise vores pas sammen med billetten. På stationen var der tid til at spise vores morgenmad.

   

       

Da vi kom ind i toget, sad der en pige på den plads Thorkild havde billet til. Hendes billet var til den samme plads, og lidt efter fandt vi ud af, at der også var udstedt to billetter til pladsen ved siden af hende. Efter lidt granskning af billetterne, viste det sig, at de to billetter på de optagede pladser, var udstedt til maj måned. Så de to piger måtte forlade vognen, og købe nye billetter til en af de andre vogne.

   

Der skulle tre til for at billettere os.

   

   

   

Undervejs på togturen så vi bla. marker med ris, majs, sukkerrør og spinat.

   

   

   

Udsigten var da flot, men ikke med de store variationer, så beskrivelsen i rejseprogrammet var noget overdrevet.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Da vi ankom til Mojokerto holdt bussen som planlagt og ventede på os. Vi skulle køre ca. 1½ time til det sted, hvor vi skulle have frokost.

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Efter frokost skulle vi atter køre et par timer.

   

   

   

   

   

   

Nogle kilometer før hotellet kunne/måtte bussen ikke køre længere, så vi skulle det sidste stykke med vores håndbagage med hotellets små busser. En noget ubehagelig køretur, lidt aggressiv kørsel, en kabine hvor der var blevet røget, 10 mennesker og ingen form for frisk luft blæser eller lignende. Chaufføren satte ikke engang sit vindue lidt på klem, så han måtte ofte tørre vinduet indvendig for dug, så han kunne se ud. Vi konstaterede også, at vi ikke kunne åbne bildøren indefra, håndtaget var fjernet. Det betød at såfremt der skete en ulykke, kunne vi ikke selv lukke os ud. Det var ubehageligt at køre op, men endnu mere ubehageligt, da vi på et tidspunkt skulle nedad på et stykke – vi måtte håbe, han vidste hvad han gjorde – jeg så bestemt ikke frem til nedkørslen dagen efter.

Da vi ankom til hotellet styrtregnede det. Vi skulle bo i nogle hytter nedenfor hotellet, og de havde ikke paraplyer nok til at vi alle kunne låne en – en lidt dårlig start på opholdet, idet vi jo ikke havde nok tørt tøj med, til at vi bare kunne gå ud i regnen. Vores kufferter lå jo i bussen.

   

Værelset var meget mørkt med kun en lampe, en stor mørk trævæg hjalp bestemt ikke på dette.

   

Ca. en time efter vi var kommet til hotellet holdt det op med at regne, og vi gik op til restauranten for at købe vores aftensmad.