Tilbage til Java & Bali forside

Java - Ankomst til Yogyakarta

Den 15. marts 2015

Da vi ankom til Singapore samledes vi alle 16, vi havde spottet hinanden i Københavns Lufthavn og i flyet. Per gik over i en anden terminal for at hente spisebilletter til os alle, og vi andre gik hen til Lufthavnshotellet og tjekkede ind. Vi sov ca. 4 timer, det var meget behageligt, fremfor at skulle have gået rundt i lufthavnen i alle de timer.

   

   

   

Da vi havde tjekket ud, opdagede vi, at det fly vi skulle med ikke havde afgang 15.40, men 16.20 – så kunne vi jo godt have sovet noget længere.

Lufthavnen i Singapore ligner selvfølgelig alle andre lufthavne, men nogle steder var der lavet en lille oase med masser af blomster og lyde fra naturen.

   

       

Nå, men som det jo altid gør, så gik tiden jo, og vi kom med vores fly til Java. Selve flyveturen tager lidt mere end to timer, så det var jo hurtig overstået.

   

   

   

   

   

   

I Yogyakarta Lufthavn går man fra flyet, ned af en trappe og skal så derfra gå hen til ankomsthallen. Det småregnede da vi kom, så nedenfor trappen stod der nogle mænd, der delte opslåede paraplyer ud til os. Henne ved bygningen, var der så nogle andre, der tog imod dem igen.
Lige indenfor døren var stedet, hvor vi skulle betale vores visa, for at komme ind i landet. Det kostede 35 US$ pr. person. Få meter længere inde i lokalet var der to diske, hvor der var paskontrol, en for de lokale og en for udlændinge. Det havde taget lang tid i køen til visa, så da vi endelig skulle gennem paskontrollen, var alle de lokale færdige, så vi blev betjent ved begge diske. Lige bagved igen, kom alle kufferterne ind, der var ikke noget rullebånd, de var bare alle kørt ind i rummet. Vi skulle så pege vores kuffert ud, så vi kunne få den. To skridt derfra, var der så en sikkerhedskontrol, hvor vores bagage blev gennemlyst, inden vi kunne få lov til at gå videre.
Det hele var meget kompakt, der var nok ca. 20 meter fra indgangsdøren, til vi var ude af ankomstområdet og lige derude stod vores kommende guide Ari og tog imod os.
Vi gik samlet hen til den bus vi skulle køre i, imens vi var på Java. Og imens vi kørte til hotellet fortalte Ari os lidt om Java og Bali. Da vi ankom til hotellet, var det over 24 timer siden vores første fly startede i København.
På hotellet samledes vi i receptionen, hvor vi fik en velkomstdrik og vi fik nøglerne til vores værelser, hvor vi skulle bo i tre nætter.

   

   

   

   

Sidste fælles punkt på dagens program var middag i hotellets restaurant.