Tilbage til forside Canada - USA

Udrejse

Den 13. september 2014.

   

Tidlig lørdag morgen kørte vi til Nyborg, hvor vores bil skulle på ferie i 11 dage. Uden bil i så mange dage, kunne vi lige så godt forlade landet.

Så vi tog toget til Københavns Lufthavn, på perronen i Nyborg ventede vi sammen med Kristian Thuesen Dahl. I lufthavnen fandt vi et Air Canada fly til Toronto, som vi bordede og fløj med lige over middag.

Vi havde fået en plads i flyet lige der, hvor den ene middagsret var sluppet op. Så vi kunne vælge mellem spaghetti med tomatsovs og spaghetti med tomatsovs.

Turens hidtidige højdepunkt var, at der var to forskellige flasker hvidvin til maden.

Lidt efter var der dog et endnu højere punkt, da det viste sig, at Thorkild kunne få en Gin og Tonic, det er for ham, noget der hører til enhver længere flyvetur.

   

Noget skal tiden jo gå med, så vi lavede en lille demonstration af, hvorledes man ikke skal åbne en øl.

   

   

I lufthavnen i Toronto fik vi lidt ekstra ventetid, idet der Elos (guidens) kuffert manglede. Så der skulle lige bruges lidt tid på at få den efterlyst.

   

Derefter fandt vi den bus, der skulle køre os til nattens hotel inde i det centrale Toronto. Bussen var en Greyhound bus, den skulle blot køre os til hotellet, vi ville dagen efter få en anden bus, så det var ok at det ikke var en særlig komfortabel bus.

   

   

   

Da vi havde fået os installeret på værelset, gik vi til en nærliggende restaurant for at få os noget at spise, inden vi kunne komme i seng og få et velfortjent hvil. Det var efterhånden mange timer siden vi var stået op i Svendborg.